Del:

Uenige venner

af
8. januar 2021

I IMU skal der være plads til alle, og det betyder også, at der skal være plads til uenighed, for selvom mennesker ikke er enige på alle områder af livet, så behøver det ikke at føre til skel.

Kender du til det der med at ville have ret?

Eller i hvert fald ikke at være uenig?

Det gør jeg, og jeg kender også til den spænding, det kan skabe i en relation mellem to personer eller i et fællesskab. Nogle gange fører det til, at vi ikke altid siger, hvad vi faktisk mener eller tror, men i stedet vælger at tie.

Anderledes – åh nej!

Har du set nogle af de sociale forsøg, hvor en person kommer ind i et rum, hvor alle de andre er skuespillere, og hvor de så begynder at te sig mærkeligt. Ofte viser det sig, at personen lige så stille bliver formet efter skuespillerne og begynder at gøre ligesom dem, selvom det virker helt skørt.

Hvorfor sker dette nu?

Det skyldes en grundlæggende frygt for at være anderledes, og måske er det faktisk også det, der sker, når vi forsøger på at nedtone uenigheder. For når jeg er uenig med et andet menneske, så finder jeg ud af, at jeg er anderledes end vedkommende, og det er ikke altid så rart.

Erkend det og stå ved det

Som kristne er vi anderledes, end folk er flest. Det vi tror på, og den måde vi lever på, er anderledes end normaldanskerens. Det kan vi vælge at skamme os over, men det er der ingen grund til – tværtimod!

”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors.” (Gal 6,14a)

Vi må derimod være stolte over det, vi er og har som kristne, selvom vi er anderledes. Erkend det og stå ved det.

Uenighed i det kristne fællesskab                       

Men det her er ikke sort-hvid. Det handler ikke kun om, at vi kristne er anderledes end ikke-kristne. Det handler også om, at vi som kristne er forskellige og har forskellige holdninger – og det er okay! Det kristne fællesskab bør ikke være en boble, hvor vi alle skal være fuldstændig ens, som var vi blevet kørt gennem en kødhakker (gammel reference til Pink Floyds The Wall).

I IMU skal der være plads til at være forskellige. Ja, selvfølgelig kan det komme dertil, hvor uenigheder skiller os ad, men tavshed er ikke en løsning. I IMU skal der være plads til dialog, og dialog kræver, at vi tør tale sammen – også om det, vi ikke er enige om.

Spørgsmål: Hvilke emner tænker du, der burde snakkes om, men som lige nu forties?




newcomic