Del:

Tryghed i fællesskabet?! Godt eller snot?

af
9. april 2017

”Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare”. Sådan synger vi i en kendt sang. Men er tryghed blevet så vigtig for os, at vi i stedet burde synge: ”Ingen er så tryg uden fare”?

For efterhånden en del år siden var jeg formand i en IMU-forening. Her havde vi besøg af en antropolog, der i 2 måneder analyserede vores fællesskab, som en del af hendes forskningsprojekt. Én af de ting, hun bemærkede, var at mange af os lignede hinanden. Vi havde den samme forståelse af Bibelen og troen, vi kom fra middelklassehjem med en meget identisk opvækst (de fleste var opvokset i IM) og mange af os havde de samme holdninger og værdier i livet.

Det interessante var, at flere af os udtrykte, at det gav os en tryghed ved fællesskabet, at vi lignede hinanden så meget. Og var det ikke bare sådan, det var? Eller skyldtes den store lighed imellem os i virkeligheden, at vi satte oplevelsen af tryghed så højt, at vi blev bange for alt det, der kunne true trygheden – og dermed også holdt afstand til det? Var vi bange for at invitere andre ’slags’ mennesker ind i vores fællesskaber – fordi trygheden så ville forsvinde?

Problemet

Jeg tror sådan set stadig, det er tilfældet, at vi i IMU-foreningerne ligner hinanden forbavsende meget. Det kan der være flere grunde til, men mon ikke det også skyldes, at vi har en tendens til at klumpe os sammen med mennesker vi ligner, er enige med, og som er i ca. samme livssituation som os -  fordi det giver os tryghed!

Hvis dette er tilfældet, så bliver alt det, der truer vores tryghed, et problem. Så bliver mission og evangelisation et problem, fordi vi skal bevæge os ud i det utrygge, hvor vi kan blive sagt imod, hånet eller latterliggjort for vores tro. Så bliver mennesker, der er et andet sted i livet et problem, fordi vi ikke kan relatere til deres liv og forstå de problemstillinger, de befinder sig i. Så bliver mennesker, der har det svært i livet et problem, fordi deres livssituation gør os utrygge på, hvad vi skal sige. Så bliver alle dem, der tænker og mener noget andet end os et problem. Simpelthen fordi det truer min tryghed.

Har vi noget at frygte?

Skal vi så stræbe efter utrygheden? Bryde alt ’kendt’ op og opfinde os selv på ny? Nej! Vi skal glæde os over, at vi føler os trygge i vores kristne fællesskab – blandt brødre og søstre! Problemet opstår, når vores behov for tryghed bremser os, så nye i vores fællesskaber har svært ved at falde til, og vi ikke går derud, hvor mennesker har brug for at høre vores vidnesbyrd og opleve vores omsorg. Så svigter vi vores kristne kald til at være lys og salt i denne verden, og det er noget snot.

Lad os derfor bevæge os ud og møde og favne mennesker, hvor de er – også selvom det kan gøre os utrygge. For hvad har vi at frygte, når vi kender Gud, og han går med os  - også i fare?




7. juni 2018

Jeg har en facebook profil, en instagram, twitter, linkedIN og snapchat konto....[mere]

31. maj 2018

Jeg kan på ingen måde skjule det – jeg lever og ånder for fodbold. Jeg ser...[mere]

25. maj 2018

Mørket kan tage mange former, men rent instinktivt flygter vi fra mørket i os,...[mere]

17. maj 2018

Gang på gang, når jeg læser nyheder, kan jeg læse om, at vi skal have lukke...[mere]

Følg bloggen: