Del:

Taknemlig over ”små” ting

af
11. maj 2020

Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed! (DDS 730)

Op til påske var det faste, og den er på en måde blevet forlænget på grund af den nuværende krise. For mit vedkommende er det som om, at afsavnet fra en normal hverdag gør, at jeg får øjnene op for, hvor meget andet Gud faktisk giver os, og hvor mange ting vi skylder at sige ham tak for.

Et eksempel

Jeg er en af de få lønnede ansatte i IMU, som ikke er blevet hjemsendt på grund af COVID-19 (læs mere om dette her). Det betyder, at jeg sidder en del herhjemme på kontoret. Efter at mine store børn er begyndt i skolen, så har vi valgt at beholde vores yngste pige, Ester, hjemme fra børnehaven, da vi har vurderet, at der er mere brug for pædagogernes kræfter i forhold til de andre børn.

Det betyder, at Ester og jeg er hjemme sammen. I dag spiste vi frokost sammen (se billedet).

Har du nogensinde tænkt over, hvor fantastisk det er, at Gud har givet os måltidsfællesskabet med hinanden? Måske ser det umiddelbart ud som en lille ting, men det er faktisk helt fantastisk. Der er noget utrolig nærværende og intimt over at spise sammen, og det styrker båndet mellem os.

Hvem spiser du med for tiden – og hvem savner du at spise sammen med?

Taknemlighedsbriller

Men det er ikke kun maden og måltidsfællesskabet, som vi må sige Gud tak for. Der er langt flere ting end det – især når man tager ”taknemlighedsbrillerne” på. Her er blot en lille liste fra min stol:

  • Familie og venner

  • Solskinsvejr

  • Hængekøjen

  • En god film

  • Kollegaer

  • Lovsang og guitarspil

  • Nyslået græs

  • Bøn

Tænk engang, hvor meget Gud skænker dig og mig, og det er langt fra det hele, vi har bedt ham om. Jesus siger det så rigtigt her: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” (Matt 6,8).

Når jeg tænker over det, så giver Gud også langt mere, end vi trænger til. Men desværre kommer jeg tit til at fræse gennem dagen uden at tage brillerne på.

Lad os huske at stoppe op og takke vores himmelske far.

Der er nok at takke for.

Til refleksion: Hvilke ting vil du tilføje til takkelisten ovenfor? Skriv dem gerne i kommentaren




newcomic