Del:

SoMe - SoYou

af
7. juni 2018

Jeg har en facebook profil, en instagram, twitter, linkedIN og snapchat konto. Rent faktisk har jeg også en del inaktive profiler på forskellige platforme, for jeg skal jo være med alle de steder, hvor det kunne tænkes, at jeg kunne søges på.

Faktisk er det så vigtigt for mig at være online, og at præsentere mig så unik som muligt, så jeg flere gange om dagen er inde og ligge billeder af mad og tøj, mine nyeste investeringer og tanker om dette og hint ind.

Det er så vigtigt for mig at være online, at jeg har valgt ikke at deltage i fællesskaber, hvor jeg fysisk skal være til stede, da jeg simpelthen ikke har lyst til at være i en situation, hvor nogen kunne se, nogle af de fejl og mangler jeg har – for så falder jeg totalt igennem.

De sociale medier fylder meget

OK – det er nok at sætte det på spidsen, men jeg oplever alligevel at de sociale medier, for mange, får lov at definere livet. Mange sidder med deres smartphone og tager billeder eller snapper i lange perioder af deres liv.

Ja selv dybt personlige ting bliver lagt ud på de sociale medier, og det kan til tider være et meget hårdt sted at debattere, da alle sidder bag en skærm og derfor har nemmere ved at sige endog meget hårde ting til hinanden.

Jeg er ikke imod de sociale medier – men jeg er imod, at de får lov at definere vores liv. Jeg er altså ikke perfekt som menneske, og det er du heller ikke. Hey det er ok – Som kristen er du faktisk OK, du er jo netop skabt, som Gud han vil have dig.

Men hvis vi køber de sociale mediers historie om, at du med dine billeder, og de filtre du kan bruge, både kan og derfor også skal fremstå perfekt, så spinder vi en løgn op omkring os selv.

Jesus levede det perfekte liv for dig

Bibelen taler om, at vi alle har syndet og mistet den herlighed fra Gud, som vi var bestemt til, og så fortæller den om at Gud ville gøre noget ved det – for det kunne kun han.

Han sender Jesus, ikke fordi du skal se perfekt ud, men fordi du og jeg skal erkende, hvilke mennesker vi er. Vi er uperfekte, vi når ikke standarden til Gud, men Jesus døde netop for det.

At Jesus døde på et kors, fjerner ikke dine fejl og mangler, men hvis du erkender dem, så tilgiver Gud dem.

Jeg vil meget hellere bruge tid på at lade Jesus definere mig som elsket, en der er værd at dø for og som tilgivet, end jeg vil bruge tid på at ligne noget på de sociale medier, jeg ikke er.

Tænk hvis vi fra nu af – i stedet brugte vores tid på de sociale medier og i de fysiske fællesskaber, til at tale om hvor uperfekte vi faktisk er som mennesker – og hvad Jesus gjorde for at redde os fra den skæbne? Så vi rent faktisk kunne ændre SoMe fra at handle om dig, til SoYou – til at handle om Jesus.




13. oktober 2018

Er du klar over, at der er nogen, der ser op til dig? At der er mennesker, der...[mere]

11. oktober 2018

Små frustrationer og gnidninger i menneskelige relationer kan vokse sig store...[mere]

4. oktober 2018

I have been trying to write this for a while but it keeps alluding me. It is...[mere]

27. september 2018

Det er ikke altid vores planer lykkedes. Men nogen gange skal vores planer...[mere]

Følg bloggen: