Del:

Roald vender hjem?

af
14. februar 2020

For nyligt så jeg DR2+’s nye dokumentar, "Sektlederens Hemmeligheder". Den gjorde et stort indtryk på mig. Her er mine refleksioner.

Kirke > venskab

I slutningen af udsendelsen blev klumpen i min mave til en sten. Roald besøger sin tidligere bedste ven, som er præst i den kirke, han kom i. For Roald bliver konklusionen på samtalen, at han føler, at hans tidligere ven holder fast i forsvaret for menigheden og kirken - og dermed sætter dette højere end relationen til Roald. Jeg kan godt forstå, at det som fællesskab kan blive svært at håndtere en leder, der pludseligt ændrer adfærd som Roald endte med at gøre. Men behøver det at betyde, at vi ikke længere må være venner? Det var da lige præcis sådan en situation, hvor vi som fællesskaber skal være der og sige: “Vi vil dig det bedste!”.

Alt efter om vi ser Roald som en del af den religiøse elite (som en farisæer), eller som en der socialt ikke passer ind (som en svag), har Jesus vidt forskellige handlemåder. Mod farisæerne tordner Jesus mod deres overfladiske tro. Mod de svage taler Jesus om at det netop er dem, der har brug for ham og viser dem rummelighed.

Der kan opstå situationer, hvor man som kirke har én i en funktion i kirken eller imu-fællesskabet, der nedbryder så meget, at man er nødt til at pege på døren ud. Vi ser også eksempler på det i Bibelen. Alligevel, når alt kommer til alt, så står Roald alene udenfor som mennesker og føler sig svigtet og overset. Er det sådan vi skal gøre?

Hvordan håndterer vi kristne der er på kanten af den livsstil der er normen i vores fællesskaber? Ja, hvordan håndterer vi det når det er vores IMU-formænd eller ledere, der lever sådan? Bør vi i det hele taget tale om, at der er sådan en kant?

Vi skal turde at slippe folk.

Jeg vil ikke komme med en masse forsimplede forklaringer og tips men blot afslutte med denne kommentar. Vi skal turde slippe folk fra vores fællesskaber. Vi skal være os bevidst, at det ikke er når et menneske vælger kirken og det kristne fællesskab fra, at vi skal stå klar med en masse mission... Så vil vedkommende jo lige netop IKKE føle sig mødt, i den situation personen befinder sig i. Nej, vi skal turde at slippe folk og bede Gud om at gribe ind. Og så skal vi være der. 100 %. Uden skumle bagtanker. Vi skal være venner.




newcomic