Del:

Radikale kristne

af
11. juli 2022

Lever du med Jesus som den drivende kraft ind i dit liv? Lever du, som om du ikke kan undvære Jesus? Som om alle mennesker ikke kan undvære Jesus? Med de planer jeg har for mit liv, er det ikke altid, jeg kan svare ja til de spørgsmål. Som om min egen og mine nærmestes lykke og velvære altid kommer øverst.

Succes i livet

Hele mit liv har jeg drømt om at få en familie, blive en succes i min profession og have det så nemt og behageligt som muligt. Langt hen ad vejen er jeg endt, hvor jeg drømte om. Jeg har det godt og behageligt. Og jeg er bange for, at vi er mange, der har det for godt og behageligt. Jeg tror, der er behov for, at vi som kristne ser, at vi har en mission. Den mission går ikke ud på at nå at binge så mange serier som muligt, at få mest mulig succes på arbejdsmarkedet eller den mest lykkelige familie. Jeg tror, der er noget vigtigere i livet, som overgår personlig succes. Det er Ham, der kalder sig Vejen, Sandheden og Livet. Det er Jesus.

Mission i livet

Jesus er det forbillede, vi skal se op til. Vi skal leve som radikale kristne. Det betyder ikke gerningsretfærdighed, men tillid og handlekraft. Vi har brug for at elske folk, vi kender og ikke kender, lige præcis hvor vi er. At sætte vores eget liv og succes til side for at være i mission gennem mund og/eller hænder. Øjeblikket er nu, hvor du kan gøre en forskel. Ikke når du har nået dit næste mål, nået endnu en omgang i hamsterhjulet. Jeg vil bestemt ikke opfordre til at droppe al uddannelse eller stoppe med at drømme og planlægge fremtiden, men jeg tror, vi har brug for at vide, at vi er i mission. Det er en mission, der er værd at kæmpe for. Vi har brug for at udøve radikal kærlighed, og det betyder afkald på forskellige goder i vores liv. At vi bruger ekstra tid på den ensomme nabo eller giver lektiehjælp til dem, vi er sat iblandt. Selvom det ikke altid er det nemmeste eller mest behagelige, så er det meget værd. Selvom det ikke er din plan, kan det måske være Guds plan?