Del:

Når Luther provokerer, udfordrer og bare siger noget hammervigtigt

af
4. februar 2017

Luther har skrevet mange gode ting, og selvom det er et halvt årtusinde siden, så er meget af det stadig lige godt. Jeg vil gerne fortælle dig om noget af det allerbedste, som Luther har skrevet.

Jeg har lige læst et af Luthers bedste skrifter. “Om et kristenmenneskes frihed” hedder det. Her fortæller han om hans genopdagelse af evangeliet, som (kort fortalt) resulterede i reformationen for 500 år siden.

Han starter med to sætninger, som oversat til hverdagsdansk lyder: Som kristen er du fuldstændig fri og ikke bundet til at gøre noget som helst. Ingen kan forlange noget af dig. Men som kristen er du også en bundet tjener, der er forpligtet på at tjene alle andre.

1. Du er fuldstændig fri

Det er nemlig sådan, at ingen mennesker kan leve op til Guds standard. Prøv at læse De 10 bud eller Jesu dobbelte kærlighedsbud. Det er faktisk kravene for at blive frelst: Opfyld loven!

Det er ydmygende, og jeg oplever en dom over min mangelfuldhed. Gud frakender mig alt det, jeg troede jeg kunne, for intet af det kan frelse mig. Men Gud ske tak og lov så er der mere at sige. Gud siger nemlig også, at når jeg tror på Jesus, så får jeg “del i ham”, det betyder sådan set bare, at når Jesus gør noget, så har jeg automatisk også gjort det. Jeg har opfyldt De 10 bud, hvis jeg lever i troen på Jesus, fordi Jesus har opfyldt dem! Vanvittig tanke!

En kristen skal altså ikke gøre noget som helst for at blive frelst — Gud giver det som en gratis gave. Du hverken kan eller skal gøre noget for at få fællesskab med Gud!

2. Du er tjener for alle andre

Netop fordi du har fået alt gratis som en gave, og fordi Gud har vist dig så stor en kærlighed, så vil det føre til, at du ønsker at “behage Gud”, det vil sige glæde Gud ved at gøre gode ting mod andre, mod dig selv og mod Gud. Luther bruger billedet med en præst, der gør præste-ting. De ting, han gør, gør ham ikke til præst. Han var præst i forvejen, før han gjorde sine præste-ting. Men netop fordi han er præst, gør han præste-ting.

Netop sådan skal du gøre gode gerninger, fordi du har fællesskab med Gud — ikke for at få fællesskab med ham! Du skal frivilligt elske dine venner og din familie, fordi Jesus frivilligt har elsket og elsker dig!

Hvis du selv vil læse Luthers skrift, så kan du finde det i en nyere oversættelse her.




7. juni 2018

Jeg har en facebook profil, en instagram, twitter, linkedIN og snapchat konto....[mere]

31. maj 2018

Jeg kan på ingen måde skjule det – jeg lever og ånder for fodbold. Jeg ser...[mere]

25. maj 2018

Mørket kan tage mange former, men rent instinktivt flygter vi fra mørket i os,...[mere]

17. maj 2018

Gang på gang, når jeg læser nyheder, kan jeg læse om, at vi skal have lukke...[mere]

Følg bloggen: