Del:

Længsel efter fysisk nærvær

af
23. april 2020

At savne fysisk nærvær med andre mennesker, er ikke underligt. Ofte er vi dog nok kommet til at tænke troen og kristendommen som noget rent åndeligt.

I trosbekendelsen slutter vi med at sige: ”Vi tror på (…) kødets opstandelse og det evige liv. Amen.”, og i opstandelsesteksterne, som vi netop har læst i påsken, læser vi bl.a. således om Jesus: ”De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.” (Luk 24,42-43).

Men ikke kun opstandelsesteksterne rummer det fysiske element. I skabelsesberetningen står der således: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” (1 Mos 2,7). Mennesket består altså både af krop og ånd.

Hvad vil jeg nu pointere med dette?

Jo, der er et stærkt fysisk element i den kristne tro, men ofte tror jeg, at vi risikerer at glemme dette ved at overåndeliggøre forkyndelsen. Det er et vigtigt budskab i vor tro, at vi er hele mennesker, som ikke kun består af ånd, men i den grad også af krop.

En kættersk tanke

Igennem tiden er der med jævne mellemrum opstået den tanke, at det materielle og stoflige skulle være noget negativt. Gnostiske tænkere havde allerede i den tidlige kirke en dualistisk forestilling om, at verden skulle være blevet skabt af en ond skabergud.

Det er sandsynligvis nogle lignende tanker, som Paulus gør op med i Kolossenserbrevet, når han skriver således: ”I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.” (Kol 1,16).

At den kristne opstandelse skulle være noget rent åndeligt, møder man jo også ofte i vores tid, og det er denne folkereligiøse forestilling, der ligger bag traditionen med at åbne vinduet, når et menneske netop er dødt, så ”sjælen kan flyve ud”.

Gud er også fysisk

Netop i denne tid, hvor vi ikke kan være fysisk sammen, mærker jeg personligt, hvor vigtigt netop det fysiske aspekt er i den kristne forkyndelse. Gud er ikke kun ånd! Jo, det er han også, men det særlige ved den kristne Gud er netop, at han ikke kun er ånd. Gud blev menneske. Han tog en tjeners timelige krop på, og han døde en fysisk og lidelsesfuld død på et konkret kors.

Han opstod fysisk fra en virkelig grav, og han spiste fysisk mad, da han mødte disciplene igen.

Og inden sin død og opstandelse, indstiftede han nadveren, som vi også må få del i. Der rækker han os sig selv – sit kød og blod – så han fysisk bliver ét med os.

Fysisk nærvær oplever vi i kirken – med Gud og med hinanden.

Åh, hvor jeg dog savner det.

Gud tag fysisk bolig i os!




newcomic