Del:

Kendt - og elsket?!

af
10. januar 2019

Jeg har reflekteret lidt over, hvad det betyder at være kendt. Ikke sådan celebrety-kendt men kendt som i at nogen kender mig og har en god idé om, hvem jeg er.

Kendt af mennesker

Jeg er stor fan af at have fortrolige venner, som kender mig godt. Det er trygt og afslappende at være sammen med dem, fordi jeg ikke behøver at præstere mit ypperste hele tiden. De ved godt, hvem jeg er og har alligevel valgt at være venner med mig.

Et kompliment fra en ven betyder langt mere end fra en fremmed. En irettesættelse fra en ven slår hårdt, men til gengæld ved jeg også, at de gør det af kærlighed til mig. Bliver jeg spurgt om at tage en opgave, så er jeg også mere tilbøjelig til at sige ja, hvis vedkommende kender mig og har vurderet, at jeg kan klare opgaven.

Til tider kan det også være angstprovokerende at lade nogen få et dybere kendskab til mig. Det er sårbart. Ikke alt bag facaden er nemlig lige pænt, og mine venner vil både kunne finde noget, der vil skuffe dem, såre dem og forarge dem.

Når jeg lader nogen lære mig at kende, er det altid med en lille frygt for, at de tager afstand fra mig. For hvad vil de tænke om mig? Hvor meget kan de bære over med?

Jeg er ikke garanteret mine venners evige kærlighed, selvom jeg kan håbe på det.

Kendt af Gud

Modsat mennesker, så garanterer Gud mig sin evige kærlighed. Samtidig forsikrer han mig også om, at han kender mig fuldt ud (læs bare Sl. 139). Det gør mig simpelthen så glad, at Gud både kender mig og elsker mig.

Det betyder nemlig, at han ved 100%, hvad han går ind til, ved at søge fællesskab med mig. Han vender mig ikke pludselig ryggen. Kalder Gud mig til en opgave, så kender han også udmærket min bagage, mine interesser og mine kompetencer.

Intet kan overraske ham. Jeg kan derfor også bare komme til ham, med de tanker og følelser jeg har, uden at pynte på det eller formulere mig særligt fromt. Gud kender mine tanker og ved på forhånd, hvad jeg har brug for. Han kender min fortid, min nutid og min fremtid, og det kan jeg hvile i.

Jeg er stor fan af at have fortrolige venner, som kender mig godt.

Jeg er endnu større fan af en Gud, som kender mig fuldt ud og stadig elsker mig!




21. november 2019

Jeg vil godt indrømme, at jeg opsøger det. De ateistiske missionærer, som på...[mere]

24. oktober 2019

Ja, jeg ved, at det er en påstand, som man kan være uenig i. Og jeg kan heller...[mere]

17. oktober 2019

Vi lever i en evalueringskultur, hvor alle mener noget om alt og ofte giver...[mere]

10. oktober 2019

Jeg var barn i ‘90-erne og i min barndom kunne man ikke komme på nogen...[mere]

Følg bloggen: