Del:

John 1:46

af
12. september 2019

Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«

Måske kender du det. Jeg gør. Der skal reklameres for et IMU-arrangement, og snakken falder på, hvordan vi kan invitere vores venner med. Straks begynder jeg at tænke strategisk: Hvor skal plakaten hænge, så flest mulige kommer forbi den? Hvornår er det mest optimalt at dele begivenheden på Facebook? – og skal vi måske betale lidt for at få begivenheden længere ud?

I ugen op til arrangementet falder snakken i gymnasieklassen på, hvad weekenden skal bruges på. Jeg nævner kort, at jeg skal til et IMU-arrangement. Mere får jeg ikke rigtig sagt, før samtalen tager en anden retning, og det passer mig helt fint – jeg ved alligevel ikke rigtig, hvordan jeg skal invitere vennerne med.

Den personlige invitation

I Lutheran Church of Hope har de en anden tilgang til at invitere venner med, end jeg ofte finder hos mig selv. USA's største lutherske kirke bruger ikke en eneste dollar på reklamer. De kommunikerer via Facebook og Instagram, jovist, men deres enorme vækst skyldes ikke de sociale medier. Der er noget andet på spil.

Hope bliver større, fordi medlemmerne giver deres venner og bekendte en personlig invitation. Ansigt til ansigt. ”Hey, vil du med til gudstjeneste på søndag?” I Hope har jeg fået lov at opleve en frimodighed ud over det sædvanlige. En frimodighed der rækker ud til mennesker som det mest naturlige i verden – til naboen, kollegaen og studiekammeraten.

Jesus som forbillede

Hvor kommer den frimodighed fra? Et forsigtigt bud kunne være, at Hope er et fællesskab, hvor Jesus vitterligt er i centrum. Den Gud som ikke passivt smækkede et stort skilt op på himlen, og håbede at nogen ville reagere, så de kunne komme med i hans klub, men i stedet blev menneske i kød og blod for aktivt at invitere mennesker ind i en dyb, personlig relation med sig. Det er med ham som forbillede, at vores kristne brødre og søstre i Hope frimodigt inviterer mennesker med i deres fællesskab, fordi de ved, at Jesus er til stede dér, og at deres venner derfor kan møde ham, som inderligt ønsker at møde dem.

Jeg føler mig på én gang inspireret og udfordret. Er Jesus ikke også i centrum i mit liv og i mit IMU-fællesskab hjemme i Danmark? – og hvor er min frimodighed i så fald? Det har givet mig stof til eftertanke. Og det har opmuntret mig til at justere mit fokus, så det retter sig mod Jesus alene. Så jeg må have ham som forbillede, når jeg møder andre mennesker. Jeg kan ikke i min egen kraft justere fokus og blive mere som Jesus, men han kan og vil til gengæld forvandle mig, og jeg kan i bønnen overgive mig til ham og lade ham gøre det.

Hvem kan du invitere med i dit Jesus-fællesskab i den kommende uge?

Bloggen er skrevet af Simon Højris Mejdahl, der var med på IMU's tur til USA i sommeren 2019.




24. oktober 2019

Ja, jeg ved, at det er en påstand, som man kan være uenig i. Og jeg kan heller...[mere]

17. oktober 2019

Vi lever i en evalueringskultur, hvor alle mener noget om alt og ofte giver...[mere]

10. oktober 2019

Jeg var barn i ‘90-erne og i min barndom kunne man ikke komme på nogen...[mere]

3. oktober 2019

Ja jeg ved det godt, jeg kunne bare skrive en blog, om noget der ikke er...[mere]

Følg bloggen: