Del:

Jeg savner mine frikirkevenner

af
22. januar 2016

Jeg vil gerne bekende en synd, som jeg blev opmærksom på i sidste uge.

I den forgangne uge afholdt Evangelisk Alliance bedeuge, hvor evangeliske kirker og trossamfund i Danmark var samlet på tværs af kirkeskel for at bede sammen for os som kristne, for vores land og verden. Jeg deltog selv i bedeugen. Og hvor var det fantastisk at bede sammen med åndelige brødre og søstre, selvom vi ikke til dagligt har gudstjeneste- og forkyndelsesfællesskab med hinanden. Men jeg blev mindet om en synd fra min side.

Udfordringer ved tværkirkeligt samarbejde

Det handler ikke om, at jeg finder forkyndelsesfællesskabet og tværkirkeligt samarbejde problematisk. Det er ikke sagt for at hovere eller nedgøre mine frikirkevenner og deres teologi. Jeg siger det faktisk for respektfuldt at tage vores forskeligheder seriøst. Jeg har til tider virkelig lyst til at se igennem fingre med de teologiske og konfessionelle forskelle, så vi kunne have mere fællesskab med hinanden, men jeg kan ikke. Det er ikke, fordi de er dårligere kristne eller ikke tror på den samme Jesus. Nej, problemet er, at vi ser meget forskelligt på, hvor og hvordan Jesus og Helligånden virker, og hvor vi egentlig finder Guds nåde. Det kommer særligt til udtryk ved vores forskellige syn på dåben og nadveren.

Smerten manglede

Men hvad har det med min synd at gøre? Jo, i min iver efter at markere forskelle mellem hinanden overså jeg særligt en ting, som altid må fylde hjertet, når der er elementer i et fællesskab, der er brudt: smerten over bruddet. En smerte over, at vi ikke kan være sammen fuldt ud. En smerte over, at vi mener noget forskelligt om så vigtige forhold, som har med nåden og Jesu virke at gøre. En smerte over at være adskilt fra sine åndelige brødre og søstre.

Og den smerte manglede hos mig, og det er en synd. For det må og bør altid gøre ondt på en kristen, når der er splittelse mellem brødre og søstre. Altid. 

Se smerten og forskellene i øjnene

Denne splittelse ophæves ikke ved, at vi ser gennem fingre med forskellene, så det ikke har betydning for, hvordan vi kan være sammen, og hvad vi arbejder sammen om. For splittelsen vedbliver at være der – også når vi er sammen. Tager vi ikke dette alvorligt, er jeg bange for, vi kan skabe forvirring i vores menigheder og fællesskaber over, hvad vi mener, og vi ender med at undergrave den forkyndelse af nåden og Jesu virke, som vi ønsker at fastholde og holde så højt. 

Men der, hvor vi giver smerten plads, så vi ser forskellene i øjnene i smerte - altså reel og virkelig smerte over adskillelsen - ser vi ikke blot realiteterne i øjnene, men der åbnes der også mulighed for at nærme os hinanden – for i det mindste at forstå hinanden bedre og nedbryde fordomme.




7. juni 2018

Jeg har en facebook profil, en instagram, twitter, linkedIN og snapchat konto....[mere]

31. maj 2018

Jeg kan på ingen måde skjule det – jeg lever og ånder for fodbold. Jeg ser...[mere]

25. maj 2018

Mørket kan tage mange former, men rent instinktivt flygter vi fra mørket i os,...[mere]

17. maj 2018

Gang på gang, når jeg læser nyheder, kan jeg læse om, at vi skal have lukke...[mere]

Følg bloggen: