Del:

Hvor blev den af?

af
16. april 2022

De seneste par måneder er jeg en del gange stødt på et problem, der undrer mig. Jeg ved ikke rigtig, hvor det stammer fra. Ikke desto mindre kan jeg se, at det har stor indflydelse på vores fællesskaber i IMU, og måske egentlig også i hele Indre Mission.

Problemet har vist sig med mange forskellige masker på, men inde bagved er det det samme problem, der er årsagen.

Hvad er det så for et problem, der kan være så stort? Det skal jeg fortælle dig. Jeg oplever, at frimodigheden er blevet væk.

Frimodighed…?

Slår man ordet frimodig op på ordnet.dk, kommer følgende forklaring frem: Frimodig er, at man “ikke skjuler noget, men er ubekymret, åben og direkte i tale eller handling”.

Frimodighed er med andre ord det, der gør, at vi tør åbne op, dele vores liv og tro med andre og tage opgaver på os, uden at være bange for hvad andre tænker om os af den grund.

Jeg er helt med på, at det nok er utænkeligt, at vi kommer dertil, hvor vi bare åbner os 100% op for alle og enhver, og det er egentlig heller ikke der, jeg tænker, vi skal hen. Men det er et problem, hvis vi ikke har frimodighed i vores fællesskaber.

Forskellige udtryk

Manglende frimodighed kommer til udtryk på mange måder. Den mest åbenlyse, jeg ofte møder i IMU, er, at det er svært at finde nogen, der vil holde en andagt. Der er nogle enkelte i hver IMU, der gerne holder en andagt. Langt de fleste vil takke nej til denne opgave, da man ikke er sikker på, om man kan finde ud af det.

Andre og mere skjulte steder, det kommer til udtryk, er, at det er svært at finde mødeledere, ledere til teenklubben, musikere, der vil spille, nogle der vil tage ansvar i udvalgsarbejdet og andre lignende ting.

Er det manglende frimodighed, der holder folk tilbage? Det tror jeg. For rundt omkring i vores fællesskaber findes der fantastisk mange unge mennesker, som er udstyret med en bred palet af evner, gaver, tanker og kvaliteter, der bare venter på at blive bragt i spil. Men så længe man ikke har frimodighed til at byde ind, frimodighed til at gøre det på sin egen måde og frimodighed til at fejle fra tid til anden, så går vi glip af noget i vores fællesskab.

Hva' så nu?

Ja, hvad skal vi så gøre nu? Det har jeg ikke noget endeligt svar på. Dette blogindlæg er ikke tænkt til at komme med alle svarene. Derimod ønsker jeg her at fortælle om mine oplevelser og overvejelser for derigennem at starte en samtale om, hvordan vi sammen kan løse problemet.




newcomic