Del:

Halvvejs i efteråret: Her er en game-changer!

af
22. oktober 2020

Efteråret er ikke kun trist og mørkt. Det er også stearinlys, en ekstra time når vi stiller uret og en ny sæson Bagedyst. Og så minder efteråret om en sand game-changer, hvis du har oplevelser med Gud på ønskelisten.

Efterår i et menneskeliv

Lad mig præsentere dig for en kvinde fra det virkelige liv. Hendes fortid er trist og gør mig uhyggelig tung om hjertet. Desværre er det smertefulde ikke bare historie. Hver morgen vågner smerten op sammen med hende, og ingen prøver at tage den fra hende eller bære den med hende. Der er ikke engang så meget som en kollega, der tænker på hende, for hun har brugt hele sit liv på at holde hus. Nu er hver time en øvelse i bare at holde ud, og hver dag truer med for få penge, for lidt omsorg og for meget tid til at mærke, hvor ensom hun er.

Før var hun elsket, passet på og holdt om. Hun drømte om fremtiden med sin mand, om alt det, de skulle opleve sammen. Nu er tabet af ham det eneste, der er tilbage sammen med minderne, som blev for få. I tomrummet efter ham er der bare – ja, tomt. 

Tomheden er en game-changer

Nogle tab er så store, at verden aldrig helt bliver den samme. De efterlader ar, som vi lever med. Den slags tab oplever vi heldigvis ikke så tit! Men hvad med hverdagens små tab? Lad mig fortælle dig, hvad kvinden gjorde. Med et voldsomt ar på sjælen tilbyder hun nemlig en perspektivændring til os, der holder godt fast i ting, vi har, som vi ikke vil miste.

Kvinden lod ikke tomheden være et rum – et sted fyldt af ingenting, som alligevel gør ondt. Hun gjorde det til en plads. Ingen kan erstatte hendes mand, men på pladsen kan Gud komme til, som den eneste, der kan give livet mening igen. Langsomt, dag for dag, fyldte Gud pladsen i tomrummet med troserfaringer og tillid. Der, hvor manden før passede på hende, gjorde nu Gud. Der, hvor manden før forsørgede hende, gjorde nu Gud. Der, hvor manden gav hende kærlighed, gjorde nu Gud.

Tør du miste?

Kvinden møder vi i Lukas 21 som enken, der gav af sin nød, ikke af sin overflod. Se hende for dig, som hun giver sin sidste mønt til Gud. Det gør hende 100% afhængig af ham. Nu vender hun sig og ser spørgende i retning af dig: ”Vil du gøre dit tomrum til en plads, hvor Gud kan komme til? Vil du ’miste’ tid, penge, energi, mad eller opmærksomhed? Jeg kan love dig, jeg gjorde det ikke som en, der var fuld af tillid til Gud. Jeg gjorde det som en, der håbede på at blive det. For at gøre plads til nye velsignelser og flere troserfaringer. Hvad gør du?”




newcomic