Del:

Guds planer eller mine planer

af
26. juni 2020

Dine valg afspejler, hvilken plan du følger

Jeg har ofte spurgt mig selv, om Gud mon har planlagt mit liv ned til mindste detalje, eller om han mon er mere interesseret i de generelle linjer i mit liv?

For at svare på det spørgsmål, tror jeg, vi skal stoppe op og se, hvad Bibelen egentlig siger om, hvem Gud er. Den beskriver ham blandt meget andet som både almægtig, retfærdig og kærlig.

At Gud er almægtig er umuligt at fatte. Men det betyder, at han både kan have min fremtid for øje, samtidig med at han giver mig ultimativ frihed til at leve livet, som jeg vil. Sagt på en anden måde så har Gud en plan med dit og mit liv.

Planen er, at han ønsker at frelse os alle. Men samtidig har han en plan om, at jeg skal leve i frihed og tage mine egne valg. Betyder det så, at det er ligegyldigt, hvilke valg jeg tager, for Gud vil jo alligevel frelse mig til sidst? Nej, det gør det bestemt ikke! De valg, du tager i dit liv, signalerer jo, hvilken plan du vil følge. Din egen plan eller Guds.

Du kan hvile trygt i, at Gud har en plan for dit liv. Det er ikke dit valg at bestemme, om Gud vil frelse dig. Det vil han! Men det er dit valg, om du vil tage imod og begynde at leve dit liv efter Guds plan.

Det betyder ikke, at du kan gøre dig fortjent til frelsen, og dine valg i livet afgør ikke i sig selv, om du bliver frelst. Men du kan takke nej til frelsen; deri ligger frihed. Og dine valg i livet afspejler, om du har takket ja eller nej til Guds plan.

Guds plan om din frelse er en god plan. Det er en helhedsplan, som kommer til at gennemsyre dit liv, hvis du vælger at følge den. Det vil betyde, at du kommer til at træffe andre valg, end du ellers ville have gjort. Du vil komme til at tænke anderledes om livet, end du ellers ville have gjort uden Gud. Guds plan for dig er god, og han vil dig! Men vil du ham?

 

Bloggen er skrevet som leder til juni nummeret af GEIST 2020




newcomic