Del:

Det vi (ikke) taler om…

af
22. april 2022

I IMU har vi en målsætning, som lyder: ”Vi vil højne fokus på smågrupper, fordi vi tror på ægte og facadefri fællesskaber.”

Jeg tror på, at dialog er vigtig. Vi er skabt med sprog, så vi kan tale sammen. Vi kan samtale og på den måde finde ud af, hvad andre tænker, og give udtryk for, hvad vi selv tænker, føler og tror. Når det er sagt, så kræver forskellige typer samtaler forskellige rum.

Flere lag

Mennesker er ligesom trolde, og som Shrek siger: ”Trolde er som løg; vi har flere lag.” Samtaler mellem mennesker har flere lag, og det er ikke alle rum, der egner sig til alle lag. Det er faktisk ikke altid lige sundt, hvis vi er alt for ”åbne” i det helt store fællesskab.

Når det er sagt, så er det vigtigt, at der findes relationer, hvor vi kan være os selv, og hvor vi kan dele det, der virkelig fylder – både det gode og det dårlige. I IMU taler vi derfor om små grupper – smågrupper – hvor der er plads til at lade facaderne falde, og hvor vi kan være ærlige over for hinanden.

Ingen mission uden etik

Forfatteren Christopher Wright skriver således i "Guds folks mission": ”Der er ingen bibelsk mission uden bibelsk etik,” og jeg tror, at han har fat i noget meget vigtigt her.

Som kristne er vi anderledes. Vi har en anden måde at leve på end mange andre mennesker. At være kristen betyder at følge efter Jesus. Det betyder, at vi må stræbe efter at ligne ham mere og mere – i ord og gerning. Men vi falder stadig. Det er netop, fordi vi falder, at vi har sådan brug for Jesus.

De første kristne var også anderledes – og det bemærkede folk omkring dem. Nogle blev forargede på dem, mens andre blev tiltrukket af dem; ”Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” (ApG 2,47)

Tabu

Jeg hørte for nylig en taler, som udfordrede de ting i vores fællesskaber, som vi ikke taler om. Hvad det kan være, vil nok være forskelligt fra fællesskab til fællesskab, men ofte vil det, der er tabu, nok skyldes, at der er noget på spil. Måske taler man ikke om emnet, fordi man risikerer at komme til at ”ramme” nogen.

Noget kan også blive tabu, hvis man skammer sig over det. Der kan være noget, man egentlig helst vil, at andre ikke skal vide noget om. Hvis mange i fællesskabet nu er udfordret på dette ene punkt, så er det klart, at det er ømt at tale om. Så er det nemmeste måske at lade være med at tale om det.

Men er det rigtigst?

Hvordan skaber I rum i jeres fællesskab til at snakke om det, som fylder i livet – både det gode og det dårlige?




newcomic