Del:

Det glade postbud

af
6. april 2014

Det siges, at billeder siger mere end tusinde ord. Det er egentlig noget af en påstand, for tusinde ord siger en del. Alligevel tror jeg, der er noget om snakken.

Jeg var på Sekstant i februar, hvor vi blandt andet fik at vide, at vi som kristen er et kongeligt præsteskab. Det gav ærlig talt ikke så meget mening i mit hoved, da det blev sagt. Det gav straks mere mening, da præstens opgave blev forklaret på denne måde: ”Det handler om at bringe Gud til folket. En præst er et postbud.”

Pludselig faldt brikkerne på plads. Det er sådan jeg må se mig selv. Jeg er et postbud, der får lov til at bringe Gud til folket. Det er egentlig fantastisk. Tænk, at jeg får mulighed for at gå med budskabet om Gud, der kalder sig selv sit folks Goel, forløser. Så er der, da virkelig noget ved at være et kongeligt præsteskab/postvæsen.

Det bedste ved billedet er, at postbuddet ikke går med sig selv, eller noget han selv har frembragt, tværtimod. Et postbud kommer og afleverer et budskab, som en anden har skrevet.  Der noget befriende og udfordrende i denne virkelighed. Det er fantastisk, at det ikke afhænger af min intellekt og mine evner, men der er også noget i mig, som ikke vil ”nøjes” med at være postbud. Jeg vil gerne have, at folk opdager mig og ser mig.

Det mest udfordrende ved billedet med postbuddet er, at hvis jeg siger, jeg tror på evangeliet, men ikke mener, det er relevant for andre, mister evangeliet sin værdi i mit liv. Det er nemlig ikke muligt for det glade postbud at holde budskabet for sig selv. I regn og slud skal posten ud! Gud skal ud til folket!

Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” 2. Kor. 3,2-3




newcomic