Del:

Ananas i egen juice

af
9. marts 2020

Jeg møder nogen gange nogle folk, som oplever, at der ikke rigtigt sker noget i Indre mission. Dem vil jeg gerne opfordre til at læse videre, for der sker faktisk en hel del.

Jeg er så heldig, at få lov til at arbejde fuld tid i Indre Mission, og får derfor indblik i, hvor meget der sker rundt omkring i landet. Og der er altså gang i mange fede ting! Jeg brænder for, at du også skal få indblik i noget af det der er i gang. Så denne blok bliver altså en god omgang ”Ananas i egen juice” - en omgang “derfor-er-jeg-stolt-af-Indre-Mission”. 

Jeg er stolt af Indre Mission, bl.a. fordi:  

  1. 684 steder i Danmark mødes man ugentlig om Gud, og det er bare i Indre Mission/ IMU/ DFS’s regi. Tænk hvor mange mennesker, som hver uge gør en vildt fantastisk indsats, for at mennesker må opleve fællesskab. Tænk på hvor mange kager der bliver bagt med kærlighed, tænk på hvor mange kander kaffe der bliver brygget. Det er ikke få… 

  2. Der er en masse mennesker, som giver penge til Indre Mission, og giver mulighed for at der kan ansættes 144  personer – som har gang i alle mulige forskellige opgaver. Lige fra forkyndelse til praktisk arbejde. Fra sjælesorg til økonomistyring. Fra sangskrivning til telefonandagter. Fra besøg hos ensomme mennesker til undervisning på nettet. Der er arbejde, der bliver gjort blandt alle aldersgrupper. Der bliver fortalt om Jesus lige fra Skagen til Bornholm. Det er både sommer, efterår, vinter og forår.
    Det er så vildt, at der er vanvittig mange mennesker, som vælger at give af deres egne penge, så dette kan lade sig gøre. Og ikke kun giver penge, men også selv gøre et KÆÆÆÆÆMPE stykke arbejde – FRIVILLIGT!! 

  3. Der er nogen der på et tidspunkt har tænkt: “Indre mission skal da have et rejseselskab, som kan arrangere rejser”, og nogen der på et tidspunkt har tænkt, “vi skal da have lavet en campingplads, så vi kan nyde det gode danske sommervejr” (som jeg længes specielt meget efter lige nu), og nogen som har tænkt, “lad os lave et hotel i København”, så vi kan tjene penge, som vi kan bruge i arbejdet med at fortælle andre mennesker om Gud.

  4. Der hver uge bliver inviteret til gratis danskundervisning, så mennesker kan lære lidt dansk, lige meget hvilken baggrund de har. Og igennem det skabes der relationer og mulighed for at dele evangeliet. (Der er næsten ikke plads til alle) 

  5. Der er en gruppe, som rejser rundt i landet i deres vogn, og stopper op på festivaler, markeder og efterskoler for at snakke tro, med enhver som har lyst til at vende de store spørgsmål i livet.

  6. Over 10.000 personer tager hvert år på Bibelcamping rundt omkring i landet

  7. Der stadig bliver holdt fast i, at vi vil lede til Jesus og leve i Ham. 

Det centrale

Det sidste punkt er super centralt. Alt det der gøres og arbejdes med i Indre Mission handler jo ikke om, at skabe en stor organisation. Nej! Først og fremmest handler det om at pege på Jesus, som ham Danmark har brug for. Jeg drømmer helt sikkert om, at komme til at se Gud gøre endnu mere gennem Indre Mission, og vi kan da helt sikkert gøre nogle ting meget bedre og smartere, men jeg vil simpelthen også glæde mig over alt det Gud allerede gør. Alle de mennesker, som får lov til at få et møde med vores himmelske far. Må Gud få lov til at tage styringen endnu mere!

Der er gang i mange ting i Indre Mission, men der er stadig mennesker, vi vil nå med et budskab om, hvem Jesus er. Har du lyst til at tage del i denne opgave, så tag HELLERE END GERNE kontakt til ungdomskonsulenten i din region. Vi vil helt vildt gerne invitere dig til at arbejde for at lede flere mennesker til Jesus. 




27. marts 2020

PÅSTAND: Bibelen består af en lang række tekster, som er skrevet ind i en...[mere]

16. marts 2020

For et halvt år siden, skulle min kone og jeg flytte i rækkehus. Hele vores...[mere]

28. februar 2020

Ja det er muligt at du der læser denne tekst tænker noget i stil med: kalder...[mere]

21. februar 2020

Vores IMU-fællesskab er stedet, hvor vi ikke måles på overfladesucces, og vi...[mere]

Følg bloggen: 

newcomic