Del:

Splinternyt tiltag er på trapperne i IMU

Morten Lindhardt
17. november 2015

IMU vil leve af Bibelen, og derfor er IMU på vej med et nyt og spændende tiltag ved navn bibelBOOST.

IMU vil i 2016 booste forholdet til Bibelen og sætte særligt fokus på bibellæsningen.

Visionerne bag bibelBOOST

Visionerne bag bibelBOOST er klare. IMU skal og vil være et sted, hvor Bibelen er et centralt element og et omdrejningspunkt for de enkelte fællesskaber. bibelBOOST er derfor et tiltag, som skal sikre Bibelens centrale rolle og hjælpe til en større bibelglæde.

"IMU vil leve af Bibelen. Det gør vi klart i vores kerneværdier. Lige netop denne værdi, ønsker vi at sætte fokus på i 2016 på en helt masse forskellige måder. Vi oplever, at IMU er et sted, hvor Bibelen er fundamentet for alt det, der sker, men vi vil gerne inspirere og give konkrete redskaber til, hvordan vi som fællesskaber og enkelte personer kan leve af Bibelen," sådan siger udviklings- og undervisningskonsulent i IMU, Simon Hauge Lindbjerg.

Hvorfor bibelBOOST?

Navnet bibelBOOST vil for nogle virke fremmed eller lidt mærkeligt, og Simon Hauge Lindbjerg forklarer derfor også, hvorfor IMU har valgt at kalde det nye tiltag bibelBOOST.

"Ordbogens forklaring til boost er: kraftig påvirkning der i høj grad forstærker en ønsket udvikling eller sætter den i gang. Det er netop det, vi håber projektet kan være med til at gøre ved Bibelen i IMU. Vi ønsker at forstærke den gode udvikling der er i IMU’ernes forhold til Bibelen, og så ønsker vi også at sætte nogle nye ting i gang. Vi ønsker at give et Bibelen et boost i vores fællesskaber og i de enkelte IMU’eres liv. Derfor navnet: bibelBOOST".

Fire centraler punkter

Det nye initiativ kan med korthed og stor præcision beskrives ud fra fire følgende punkter:

  • Frigjort bibelbrug
  • Kvalitet frem for kvantitet
  • Nysgerrighed over for Bibelen
  • Finde frihed i Bibelen

De fire punkter vil være kendetegnende for det nye initiativ, som allerede nu er blevet præsenteret for de enkelte IMU-bestyrelser og udvalg. Du kan derfor allerede nu glæde dig til 2016, når IMU booster Bibelen.