Del:

Orgel eller elguitar?

Daniel Præstholm
21. december 2018

Oplægget stiller en række spørgsmål omkring form og indhold, som I som smågruppe kan drøfte. På baggrund af podcast-episoden “Kvalitet og Kirke” i Spændingsfeltet, debatteres emner som fx mål og relevans.

Emne: Form og indhold
Varighed: 45-60 minutter
Aldersgruppe: 17-30+

Forberedelse

Hør på forhånd episoden “Kvalitet og Kirke” på podcasten Spændingsfeltet.

Indledning

Den tid, vi lever i, er præget af høj kvalitet på mange områder, og derfor stiller unge - også ind i kristne kredse - høje krav til formen på det, der foregår til arrangementer og i kirken. Men hvor langt skal man gå, for at nå målet, hvis målet er at nå flere mennesker med evangeliet om Jesus Kristus? Og er orgelet og den klassiske liturgi med til at skræmme folk væk fra kirken, og dermed en barriere for at målet nås?

Tag en runde, hvor I hver især svarer på følgende: Hvordan ser din drømmegudstjeneste ud, hvis alle muligheder var åbne?

Bøn

“Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” (1 Kor 2,1-2)

Brug lidt tid på at takke for Jesu korshandling. Bed om, at I må få en god samtale og debat, og at alle må komme til orde, og ingen må blive tromlet ned. Bed om, at kærligheden må råde iblandt jer.

Afslut evt. samlingen med, at bede for jeres lokale kirke og de ansatte, der er der, og om, at hverken de eller I må stå i vejen for, at nye mennesker må høre om Jesus.

Find gode og inspirerende idéer til bøn i hæftet 15 livliner.

Hoveddel

Det følgende er en række spørgsmål, som er formuleret på baggrund af føromtalte podcast-episode. Hvordan I bruger spørgsmålene, er op til jer, og målet for samlingen er heller ikke, at I bliver enige (hvis I da er uenige!), men de er mest tænkt som en hjælp til at få samtalen i gang. Målet er, at I må reflektere over, hvad I kan gøre for at Guds gode budskab må nå flere.

Spørgsmål til debat

  • Hvor mener du, at grænsen går mellem frivillighed og professionalisme i kirken?
  • Hvad mener du, der kan stå i vejen for, at budskabet kommer frem? Vær gerne konkrete, når I svarer.
  • Hvordan sørger vi for at understøtte det, vi gerne vil, bedst muligt?
  • Hvad mener du om spørgsmålet: “Hvis det kejtede forstyrrer fx lovsangen, har det så sin plads?”
  • Hvor mener du, grænsen går mellem “det vi egentlig skal”, og “hvordan vi gør det”?
  • Er det efter din mening et mål, at grænserne mellem “verdslige” og “kristne” arrangementer udviskes?
  • Hvor langt kan man fx tillade sig at gå til en gudstjeneste? (snak om eksemplerne fra podcasten med technofest og hesteclairvoyance)
  • Hvad vil det sige at være “i verden”, men ikke “af verden”?
  • Niels nævner på et tidspunkt, at man godt kan komme i et kristent fællesskab, selvom formen er helt forkert i forhold til éns egne præferencer, fordi det lige så meget handler om at give og ikke om at få. Hvad mener du om det udsagn?
  • Simon er bange for, at kirken kan blive en “bobbel” og verdensfjern. Hvad tænker du om det?
  • Hvor langt skal vi strække os som kirke for at nå nye med evangeliet?

Videre studie