Del:

Min ven er ikke et missionsprojekt

Ole Noermark Larsen
25. august 2020

Et godt venskab er den perfekte ramme for en snak om Jesus. Alligevel oplever mange kristne, at det er utrolig svært.

Må du så heller ikke drikke eller have sex, før du er gift? Det kan være irriterende at skulle svare på den slags spørgsmål igen og igen, men de kan faktisk føre til en god samtale, mener Mathias Nyborg Steengaard, der er ungdomskonsulent i IMU.

Ofte ligger der nemlig en nysgerrighed bag folks fordomme. Og tit kan man dreje samtalen hen på noget mere centralt. »Jeg tror ikke, etiske diskusioner flytter noget åndeligt hos mennesker. Men kan vi få samtalen drejet hen på Jesus, så kan det virkelig gøre en forskel. Derfor går jeg gerne ind i en snak om etik. Men ofte må jeg sige, at vil man forstå Bibelens mange anvisninger og regler, så er man nødt til først at finde ud af, hvem Jesus er, og møde hans kærlighed.«

Den perfekte ramme 

Så langt når man sjældent i løbet af et frikvarter på studiet eller en pause i skurvognen. Ofte er der brug for meget mere tid og en særlig fortrolighed. »Derfor er venskabet den perfekte ramme for en snak om Jesus. Her er der en gensidig respekt for hinanden, og man har en naturlig interesse for det, der betyder noget for den anden.

Det betyder ikke, at det altid er let, for der er også meget på spil, når vi fortæller vores venner om Jesus. For hvordan vil de reagere? Kan det ende med at koste os venskabet?« Mathias har ikke en fast formel for sådan en samtale, men han har gjort sig nogle erfaringer. »Det går som regel galt, hvis jeg er for ivrig. Så går de i forsvarsposition og føler, at jeg vil pådutte dem noget. Andre gange går det galt, hvis vi ender i en debat om for eksempel abort eller homoseksualitet, og det kommer til at handle mere om regler end om mennesker,« erkender han.

Mød dem med kærlighed 

En vigtig forudsætning for en god trossamtale er gensidig interesse og respekt. »Det gælder ikke om, at jeg skal have mest mulig taletid. For min ven er ikke et missionsprojekt, som jeg skal prædike for. Udgangspunktet må være vores gensidige interesse for hinanden. Og fordi troen på Gud er en integreret del af mit liv, så kan jeg også snakke helt naturligt om det, ligesom jeg snakker om fodbold.

Jeg forsøger at være ærlig og fortælle om både det svære og det fede ved at være kristen. Det er lettere at forholde sig til end en lang salgstale. Jeg forsøger heller ikke at presse det igennem. Måske opstår snakken først, når jeg for 20. gang har fortalt, at jeg har været til IMU,« siger han og kommer med en opfordring. »Mød dine venner med kærlighed, som Jesus gjorde, og lad være med at være super principfast og formanende; det er ikke din opgave. Vent med regler og vejledning, til han eller hun har hørt en masse om Jesus. Og husk også at lytte til deres troshistorie. Alle mennesker har en troshistorie, uanset om de tror på en højere magt, eller de slet ikke tror på noget. Spørg, og vis interesse. Ikke bare for at du selv kan få lov at fortælle, men fordi det er din ven.«

Inviter vennerne med 

Nogle er gode til at invitere deres venner med til kristne arrangementer, og det er som udgangspunkt en god idé, mener han. »Så har man en fælles oplevelse at tale ud fra bagefter. Det kan dog være en voldsom oplevelse at være med til et stort lovsangsarrangement, så det er vigtigt at tage en grundig snak på forhånd.

Alternativt kan man jo tage sin ven med i kirke; det har de fleste prøvet før. Men det er ikke sikkert, at de har været i kirke et sted, hvor der også var andre unge.« Selv har Mathias gode erfaringer med at invitere venner med hjem. F.eks. til en fødselsdag sammen med venner fra IMU. »Jeg plejer at fortælle mine studiekammerater på forhånd, at jeg vil holde en andagt i løbet af aftenen. Og så er jeg selvfølgelig meget opmærksom på, hvordan de indgår i fællesskabet. Men som regel er der ingen problemer.

Efter en fødselsdag kom en af mine studiekammerater og sagde, at nu forstod han, hvorfor jeg talte så varmt om det kristne fællesskab. Nu havde han selv oplevet det. Og det havde altså bare været en hyggeaften med en andagt og to lovsange.«

Det er op til Gud 

Det kan føles som et tungt ansvar at fortælle sine venner om Jesus. For hvis ansvar er det, hvis de ikke tager imod evangeliet? »Ingen af os kan skabe tro i et andet menneske. Det er op til Gud. Derfor ved vi heller ikke, om det er den nære ven, som vi har talt med i timevis, der kommer til tro. Måske er det i stedet studiekammeraten, som kom til at overhøre to sætninger af en samtale. Det kan også være, at det, jeg fik sagt, ikke førte til tro, men at det gav min ven frimodighed til at snakke videre med en anden kristen.

Det er sådan, Gud arbejder, og det er alt sammen uden for vores rækkevidde. Derfor må vi lægge vores venner over til Gud og bede ham om at gribe ind i deres liv,« fastslår Mathias. Han foreslår, at man bruger sit kristne fællesskab til at øve sig i at tale om Jesus. Det kan man gøre ved at begynde en IMU-aften med en check-in-runde, hvor alle får mulighed for at fortælle, hvad der fylder lige nu.

Det er også god træning at deltage i en smågruppe, eller når man er medvandrere for hinanden. »Men vi skal ikke isolere os i de kristne fællesskaber. Vi har et kald til at gå ud i verden og fortælle om Jesus, men jeg oplever også, at jeg bliver fyldt på, når jeg taler med venner, som ikke er en del af det kristne fællesskab. De hjælper mig til at se verden med andre øjne, og de stiller en masse gode spørgsmål til ting og traditioner, som jeg ellers tager for givet. Og så minder de mig konstant om, at Jesus elsker dem lige så meget, som han elsker mig, selv om de ikke kender ham endnu. Det er rigtig sundt!«



newcomic