Del:

Læs hele Bibelen

Simon Hauge Lindbjerg
26. marts 2015

IMU ønsker at opmuntre til et liv, hvor Bibelen fylder. Derfor har vi lavet et lille hæfte, der kan bruges, hvis du ønsker at læse hele Bibelen.

Én af IMU's kerneværdier hedder: Vi vil leve af Bibelen. Vi ønsker med denne formulering at understrege Bibelens afgørende betydning for os som kristne. Bibelen er ikke bare en ligegyldig bog, men den indeholder noget, som vi må leve af, og det betyder ganske enkelt, at vi må leve med en åben Bibel.

Én af de måder, man kan leve af Bibelen på, er ved at læse i den dagligt. Det kan rent praktisk have mange former, men med dette lille hæfte vil vi gerne opmuntre og udfordre dig til at læse hele Bibelen. 

Denne plan hjælper dig med at holde styr på, hvor langt du er. Det er en simpel afkrydsningsplan, hvor du simpelthen bare krydser kapitler af efterhånden, som du har læst dem. Det kan være en fordel ikke at læse fra den en ende til den anden men derimod springe lidt imellem de forskellige bøger og breve. På den måde går du ikke helt i stå i en bestemt bog, og du får derudover også muligheden for at, hvordan hele Bibelen er én stor fortælling.

Bibelen på et år

Det kan lyde uoverskueligt at læse hele Bibelen, og det tager da også 3 1/2 år, hvis du læser et kapitel om dagen. Men hvis du tænker lidt over det, betyder det at ved at læse 3-4 kapitler om dagen kommer du igennem hele Bibelen på et år. 

Bibellæserringen udgav sidste år en plan, der hjælper med at kombinere de forskellige kapitler, så du får læst Bibelen på et år uden at behøve at læse den kronologisk. Den plan finder du her.

God læselyst!