Del:

Kan corona-restriktioner faktisk skabe noget godt?

Nanna Forum Dideriksen
22. januar 2021

I snart et år har vi ikke kunne mødes. Hold. Da. Op. Igen og igen... og igen kommer der nye restriktioner. Det kræver virkelig tålmodighed. Men måske er det faktisk meget godt.

Tålmodighed er måske ikke lige det fedeste. Det er som om, ham der Gud har lidt for meget tålmodighed i forhold til min smag. Jeg kan godt lide, at der sker noget og kaos er fint nok, hvis bare der sker noget. Men min kalender er jo nærmest helt tom. 

En præst har forklaret tålmodighed med dette rim på engelsk: ”Patience is to wait in God’s place or go at Gods pace” (Tålmodighed er at vente på Guds sted eller gå i Guds tempo)

Tålmodighed handler altså dybest set om overgivelse til Gud. Det handler om, at have tillid ham, at han har styr på timing og tager kontrol.

Hvordan får vi så tålmodighed?

Tålmodighed kommer af håbet. Håbet om at alting bliver godt igen. Lige nu kan det hele virke håbløst. Sådan ser det i hvert fald ud menneskeligt set. 

Tålmodighed er en del af åndens frugt, som bliver beskrevet i Gal. 5,22. Når vi overgiver os til Helligåndens arbejde, kan han skabe mere tålmodighed i vores liv, netop ved at skabe en større tillid til Gud. 

Esajas 40, 31: ”Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes”

I starten troede jeg pandemien bare ville være en “sprint”, nu har vi hvis løbet et “maraton”, men det fortsætter, gad vide hvor længe. Vi ved det ikke.

Gud arbejder i os

Tålmodighed er ikke bare at sidde og vente, men er beviset for en stærk tro, fordi det kommer fra en overgivelse til Guds løfter, og når vi stoler på ham, så giver han det, vi trænger til. 

Så i stedet for at blive frustreret over at vente, så prøv at se den situation du er i lige nu, som en mulighed for at styrke din tillid og tro på Gud, ved at overgive dig til hans planer. Bibelen har selv sagt, at trælse tider faktisk gør noget godt: “...fordi vi ved, trængsler skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom. 5,3) 

Når vi oplever noget træls, så kan Gud faktisk skabe en karakter i os, som gør os stærke i troen. 

Tør du overgive dig til Guds tempo?



newcomic