Del:

I kamp mod synden

Niels Hankelbjerg Mortensen
13. december 2019

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan du har det, men hvis du ligner mig lidt og kender bibelens ord, ved du også, hvad der sker, når du går imod det bibelen siger - altså synder.

For mig er det sådan, at jeg også må erkende, at jeg nogle gange ubevist andre gange bevist lader mig lokke til at gøre noget, jeg jo egentlig som kristen ikke vil gøre – jeg synder. Jeg gør det ikke fordi, jeg er ligeglad med Guds ord, jeg gør det fordi, jeg af mange forskellige grunde kæmper med at have lyst til et eller andet, samtidig med at jeg ønsker at gøre noget andet, noget rigtigt, noget der flugter med min tro. 

En kamp og en gave

Bibelen fortæller os, at livet både er en gave og en kamp at leve. Det er en gave fra Gud til os mennesker, derfor skal vi leve livet efter bedste evne og ham til ære. Men det er også en kamp, for synden er i verden endnu, og den præger os. Jeg tror, der kan ske to ting, når vi lever med denne bevidsthed.

1: Jeg kan blive ligeglad med det forkerte i mit liv. Jeg kan begynde at fortælle mig selv, at Gud kun ønsker, at jeg lever et glædeligt liv, og at det vel var det Jesus døde for, så derfor er det lige meget, at jeg ikke gør noget ved det forkerte i mit liv. 

2: Jeg kan blive tynget sådan ned, af alt det forkerte jeg synes, jeg gør, at jeg altid lever i frygt for Gud og hans dom. Jeg kan slet ikke se, at jeg kan blive frelst, for hvordan kan han elske en person som mig, der synder så meget. 

Lad mig være ærlig. Det er svært at være i dette liv, livet er ikke let og ligetil, det er svært og kroget. 

Kom til Jesus

Men bibelen og Jesus selv kalder os til at leve livet som en gave. Han kalder os ikke til at være ligegyldige med vores synd. Han kalder os til at gøre op med den og bekende den. Sandheden er den, at jeg både må bekende min synd og arbejde på at det ikke sker mere – Jeg må tage ansvar for mit liv og prioritere anderledes.

Men bibelen fortæller, at når du og jeg bekender og derefter beder Gud om tilgivelse, vil Gud tilgive. Det er fantastisk, og det er vores virkelighed som kristne, at Gud netop vil tilgive, og lod Jesus dø for os. 

Det er vigtigt at vide, at når vi retteligt kommer til Jesus med vores synd og bekender den, og måske også frygter Guds dom, er det netop ham, Gud udvalgte til at dø for os, ham som betalte alt for os, der både er vores dommer, og ham der modtager vores anger. Jesus er både frelseren og ham vi kommer til med vores synd og beder ham rense os. Det er enormt stærkt, for det betyder, at vi ikke skal være bange for at komme til Jesus med vores synd og bekende den, for han er allerede død for den. Men på den anden side skal vi også huske at komme til ham med synden, for Jesus ønsker at tilgive og nyskabe vores liv. Men hvis vi nu ikke lader ham få muligheden, har vi selv valgt den eneste vej til frelse fra. 

Min opfordring til dig der godt ved at du også synder er: Erkend og bekend din synd til Jesus og hør så hans ord om, at han er trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synd. Som tilgivet synder kan vi alle gå ud i livet, som glade kristne der ved, at vi er tilgivne mennesker, der skylder ham al tak.



newcomic