Del:

Gud er først og fremmest en kærlig far

Ole Noermark LArsen
21. februar 2020

Hvis vi skal have et sandt billede af Gud, må vi begynde med det mest centrale motiv, siger højskoleforstander Robert Bladt

Når man skal lægge et puslespil, begynder man ofte med rammen og arbejder sig ind mod midten. Det kan man bare ikke, hvis man vil danne sig et billede af Gud, for han er umulig at ramme ind og sprænger alle menneskelige forestillinger.

Derfor må man begynde indefra og lægge de mest centrale brikker først, mener Robert Bladt, der er teolog og forstander på Børkop Højskole.
»Gud har givet os et billede af sig selv i Jesus Kristus. Derfor skriver Paulus i Kolossenserbrevet 1,15, at Jesus er 'den usynlige Guds billede'. Han er hovedmotivet og den mest centrale brik, så ham skal vi begynde med. Ud fra ham kan vi så lægge flere brikker, som støtter op om ham, men som i sig selv ikke er lige så væsentlige,« siger han.

Det første, Bibelen fortæller om Gud, er, at han er skaber, men det er ikke det vigtigste, man kan sige, mener Robert Bladt. »I trosbekendelsen bekender vi troen på 'Gud fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.' Det vigtigste, vi kan sige om Gud, er ikke, at han er almægtig og skaber af alting, men at han er far. Inden han skabte, var han far til Jesus, og der eksisterede således en kærlighedsrelation mellem far og søn, inden alt andet blev til. Derfor er lignelsen om den fortabte søn i Lukasevangeliet kapitel 15 grundfortællingen om, hvem Gud er, og hvordan vores relation til ham kan være, nemlig at vi er hans børn.«

Kærlighed er vigtigere end almagt

Billedet af Gud som far fylder næsten intet i Det Gamle Testamente, men i Det Nye Testamente omtales Gud som far hele 139 gange. »Det er en side af Gud, som først for alvor åbenbares med Jesus, og uden ham kunne vi meget let komme til at fokusere på det forkerte sted i puslespillet. Spørger man en muslim om, hvad der er vigtigst at sige om Allah, vil han svare med den muslimske trosbekendelse: 'Gud er stor!' Vi siger det samme, når vi siger, at Gud er almægtig. Det er bare ikke det vigtigste at sige, for hvis vi ikke forstår Guds storhed og almagt i relation til hans godhed og kærlighed, så får vi et forkert billede af Gud. Et billede, som skaber frygt i stedet for tro.
På samme måde skal vi have hans godhed og kærlighed i baghovedet, når vi læser om hans vrede og dom over ondskaben. Hvis Gud bare lod det onde passere, ville han ikke være en god og kærlig Gud. Det er selve kernen i hans kærlighed, at han ikke vil lade det onde få magten. Og det bliver selvfølgelig vanskeligt, fordi det onde har så stor magt i os alle sammen,« siger han.

Dom og kærlighed hænger sammen

»Her er vi helt inde ved kernen i evangeliet om, at Guds kærlighed drev ham så langt, at han ofrede sin søn for at gøre op med ondskaben i verden. Den fortabte søn fortjente sin fars dom, da han vendte hjem efter at have ødslet familieformuen væk. Men faderen kom ham i møde og tog både skammen og den tabte formue på sig. Faderen ofrede sig selv, for at han kunne tage imod sin fortabte søn i kærlighed og tilgivelse. På den måde hører dom og kærlighed sammen. Men det kan vi kun se, hvis vi først og fremmest har billedet af ham som en kærlig far. Hvis han først og fremmest er dommer, mister vi tilliden til ham,« forklarer Robert Bladt.

Det er tydeligt, at den fortabte søn ikke tager sin fars tilgivelse for givet. Det skyldes selvfølgelig situationen, men også at fædre på Jesus' tid havde større autoritet end i dag.

»Vi bryder os ikke så meget om autoriteter, og det påvirker selvfølgelig også forholdet mellem far og søn. Men vi har nok brug for at genoverveje faderens autoritet i lignelsen, hvis vi på én gang skal forstå Gud som kærlig far og hellig Gud,« siger han.

Nok til at stole på ham

»Vi kan regne med Guds nåde og tilgivelse, fordi han holder, hvad han lover. Men vi kan aldrig tage hans nåde som en selvfølge. Vores forhold til Gud må være præget af, at vi tager hans vrede over ondskaben alvorligt. For det var ikke let for ham at blive den kærlige og tilgivende far. Det kostede ham det ultimative offer, hans egen søn, at betale for min ondskab. Det siger meget om hans hellighed og om dybden i hans kærlighed. Og det hører med til billedet af Gud.«

Både skæv forkyndelse og skæv bibellæsning kan give et skævt gudsbillede. Også derfor er det vigtigt, at det centrale motiv i puslespillet er på plads. »Når vi har det grundlæggende billede af Gud som vores kærlige far på plads, så kan vi læse og forstå Bibelen rigtigt og opleve, at den tilføjer en mangfoldighed af nuancer til det, vi allerede ved om Gud. Vi får aldrig samlet hele puslespillet, for vi kommer aldrig til at fatte Gud fuldt ud. Men hvis billedet af Gud som min far er min dybeste bevidsthed om, hvem han er, så ved jeg nok til at kunne stole på ham, også når jeg ikke forstår ham og ikke kan få alle brikker til at passe.«



newcomic