Del:

El-camino

Simon Hauge Lindbjerg
22. marts 2013

El-camino.dk er en hjemmeside, der hjælper dig til daglig kvalitetstid med Gud.

På hjemmesiden kan du deltage i 'Dagens vandring'. Her vil du møde forskellige trin, som f.eks. bøn, hvilepladsen og udsigtspunktet. På hvert trin er der ganske små opgaver, som hjælper dig til at være stille med Gud og reflektere over bibelvers, bønner osv.

Bag el-camino.dk står Bibellæserringen, i samarbejde ELU, LMU og IMU.

Tidligere redaktør på siden, Anne Sofie Nielsen Bitsch fortæller her, hvad man kan bruge el-camino til.

Hvordan kommer man i gang med at bruge el-camino.dk?

Det er enkelt. Man klikker ind på www.el-camino.dk og følger "Dagens vandring". Man kan følge en vandring morgen, middag, aften eller nat, og man kan gøre det alle steder, hvor der er adgang til en netforbindelse. - Kort sagt: En ny og nem vej til dagligt samvær med Gud.

Hvad kan man forvente at få ud af det?

Konceptet er bygget op som en bibelvandring, og billedsproget er lånt fra pilgrimsvandringerne. El Camino betyder "Vejen" og er samtidig navnet på en kendt pilgrimsrute i Spanien. Hver dag byder derfor på en virtuel pilgrimsvandring gennem forskellige stationer, hvor vandreren kan hente åndelig føde. De enkelte stationer tilbyder bibelvandreren en kort bibeltekst, en betragtning på teksten, forslag til bøn og værktøjer til refleksion og meditation over bibelteksten. På den måde bliver bibelteksten vendt og drejet på forskellige måder - og vandreren kan anvende den ind i egen livssituation.

Hvorfor er stilhed godt?

Samvær med Gud er essentielt for at bevare relationen mellem Ham og mig. El-camino.dk tilbyder et rum til dette samvær. Da mange er på internettet dagligt (enten via mobil eller computer), giver det super meget mening at skabe et virtuelt rum til dette samvær. - Et rum, hvor Gud taler til dig, og du kan tale til Gud. - Et relationsskabende rum.

Er det ikke bedre at læse en andagtsbog, eller et stykke i Bibelen, end bruge hjemmesiden?

Det er essentielt at læse i Bibelen. "Troen kommer af det, der høres." Men med El-camino.dk får man netop et dagligt bibelstykke. Derudover får vandreren mulighed for at reflektere over teksten via værktøjer som "refleksions-spørgsmål", "meditationer" eller "aktioner", som dagens skribent udfordrer med. Det er altså en anderledes måde at fordøje bibelteksten på. - En måde, der giver vandreren mulighed for at passe teksten ind i hans/hendes (daglige) livssituation.