Del:

Dåben er evangeliet i væskeform

Ole Noermark Larsen
30. november 2018

Når vi bliver døbt, får vi Jesus’ kors hældt direkte ned i hjertet, siger sognepræst Filip Torp Kildeholm.

Det ser ikke ud af meget, når præsten hælder tre håndfulde vand over barnets hoved og siger »i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. Men i det øjeblik sker der så meget, at det næsten ikke er til at fatte, mener Filip Torp Kildeholm, der er sognepræst i Løsning og Korning.

»Der sker et mirakel og en helt grundlæggende forandring af barnets status. Før dåben var barnet skabt af Gud og elsket uendelig højt af ham, men i dåben bliver det også Guds barn. Gud adopterer simpelthen barnet, så det får arveret til hans rige. Samtidig får det Jesus til bror og Helligånden i hjertet,« forklarer han.

»Paulus skildrer det sådan, at vi i dåben både dør med Kristus og opstår med Kristus. Vi får så meget skæbnefællesskab med ham, at alt, hvad der kan siges om Kristus, også kan siges om os. På den måde er dåben selve evangeliet i flydende form. Når vi bliver døbt, får vi Jesus' kors hældt direkte ned i hjertet. Dåben forkynder, at alt det, der skete på korset, nu også gælder mig.«

Gud handler

Der findes ikke ét sted i Bibelen, som systematisk forklarer, hvordan dåben skal udføres, og hvad der sker i dåben. Derfor er den et af de emner, som kristne er mest uenige om.

Nogle opfatter dåben som en bekendelseshandling, hvor den kristne bekræfter, at han eller hun ønsker at være et Guds barn. Men Filip føler sig på sikker, bibelsk grund, når han som evangelisk-luthersk argumenterer for, at det 100 procent er Gud, der handler i dåben og gør mennesker til sine børn. Og netop derfor giver det også mening at døbe børn, fastslår han og nævner fire argumenter for sit dåbssyn.

»Mennesker har brug for at blive frelst, også børn. Synden er indlejret i os fra fødslen og er ikke noget, vi først begynder på, når vi bliver bevidste om det,« siger han.

»For det andet så frelser dåben. Det fremgår flere steder af Det Nye Testamente. Ikke sådan, at enhver, der er døbt, automatisk bliver frelst. Dåben er ikke en forsikring, men der skabes en frelsende relation mellem Gud og mennesket i dåben, og den relation skal ligesom alle andre relationer holdes i live for at have betydning.«

Se på børnene

Det tredje argument er en provokation for nogle. »Børn kan tro! Ikke sådan, at de kan sætte ord på troen. Men når et barn skriger, er det som regel for at få hjælp, og fordi det tror, at nogen kan hjælpe. Det er grundlæggende, hvad tro handler om. Derfor siger Jesus, at vi skal lade spædbørnene komme til ham og tage ved lære af dem, hvis vi selv vil ind i Guds rige. Kristendom handler ikke om, at vi skal søge og finde Gud. Den handler om, at Gud søger og finder det menneske, der har forladt ham. Det er Gud, der griber ind, og han gør det over for de allermindste, som intet har at prale med. Til dem siger Gud: 'Jeg vil gøre jer til mine børn!' Det var provokerende både dengang og nu,« siger Filip.

Hans fjerde argument er, at Bibelen ikke taler imod dåb af børn. »Det havde været fedt, hvis vi havde haft en beretning i Bibelen, hvor der stod, at Paulus gik hen og døbte et spædbarn. Det har vi ikke, men vi har beretninger, hvor en hel husstand bliver døbt, og her har der sandsynligvis også været børn iblandt. Det kan vi dog ikke vide med sikkerhed, så vi må nøjes med, at Bibelen ikke forbyder barnedåb, og at den i øvrigt understøtter det syn, der ligger bag barnedåb.«

Guds store mikrofon

Ud over at dette dåbssyn ifølge Filip er det mest bibelske, finder han også et vigtigt, sjælesørgerisk element i dåben. »Jeg kan godt blive anfægtet og komme i tvivl, om jeg nu tror nok, og om jeg nu er Guds barn. Her er det en kæmpe trøst, at jeg kan finde min dåbsattest frem og konstatere, at jeg er Guds barn. Fordi det er Gud, der handler i dåben, har jeg noget uden for mig selv at bygge på. Noget, der ikke har med mine følelser og erfaring af tro og mangel på tro at gøre. Med dåbsattesten i hånden kan jeg sige til mig selv: 'Nej, du er ikke god nok. Men det var Jesus! Og fordi du er døbt, tilhører du ham.' Det er rock solid og bundet op på Guds store løfter. Dåben er Guds store mikrofon, hvor han hele livet igennem råber: 'Du er mit barn!'«