Del:

Lectio Divina

Marie Jensby
14. december 2012

En metode til at læse i Bibelen på. Enten alene eller sammen med andre.

Det er super vigtigt at læse i sin bibel. Variationer af den sætning har jeg hørt rigtig mange gange. Og hver gang har jeg tænkt: Ja, jeg skal nok tage mig sammen! Det har været en kamp – og jeg blev slået i gulvet gang på gang. Det samme gjorde min daværende smågruppe.

Vi prøvede alt! Siger og skriver alt! Bibelstudiehæfter om spændende emner, oplæg ved hinanden, læseplaner, opslagsværker, bøn. Der var ikke meget liv i det. Det fungerede bare ikke for os – og det er der helt sikkert mange mere eller mindre gode grunde til... Til sidst fandt vi sammen en metode, som jeg også holder af at bruge for mig selv.

”Lectio Divina” gjorde, at ordet rent faktisk blev åbnet for mig. ”Lectio Divina” er egentlig bare en simpel og halv-gammel læsemetode, og der er ikke meget fancy over det. Det betyder ”Guddommelig læsning”, hvilket i sig selv kan lyde lidt specielt.

Ikke revolutionerende

I al sin enkelhed går metoden ud på, at du beder, læser, tilegner, er stille og beder! Og nej, det er der ikke noget revolutionerende nyt i. Alligevel virker det for mig – og andre. Hvorfor? For mig blev fokus flyttet. Jeg skulle ikke læse i min bibel. Min bibel/ Gud skulle have mulighed for at tale ind i mit liv – eller læse mig, om man vil.
 
Dermed var kapløbet om at kunne det bedste og mest præcise svar slut. Bibelstudie blev til andet end problemløsning og præstationer. Det blev en proces – en måde at leve med ordet på.

Hvordan foregår det i praksis?

Stilhed: Sæt dig ned og tag et par dybe vejrtrækninger. Fald til ro og slap af.
 
Bøn: Begynd evt. med at bede Kristusbønnen:

Herre Jesus Kristus
 
Du står her foran mig - Du er også bag mig
 
Du er på min højre side - Du er på min venstre side
 
Du er over mig - Du er under mig
 
Du omgiver mig på alle sider
 
Du bor i mit hjerte
 
Du gennemtrænger mig helt,
 
og du elsker mig
 
Tekstlæsning
: Læs en bibeltekst – f.eks. en Salme fra GT, en beretning fra evangelierne eller et afsnit af Paulus breve. Det skal ikke være for langt. Læs det langsomt og flere gange. Print det evt. ud på et stykke papir – ved at hente det fra bibelen.dk. Streg ord ud, som springer dig i øjnene.

Tilegnelse: Læg teksten til side og tænk over den. Er det en evangelietekst, så forestil dig scenen. Lev dig ind i den. Dvæl ved de ord, du stregede ud før – hvad vil Gud mon sige til dig gennem lige præcis de ord? Hvis tankerne flyver, så flyv med! Måske vil Gud bruge det til noget. Lad ordet synke ned i dig.
 
Bøn: Lad din tilegnelse føre dig videre til bøn. Måske giver det anledning til at takke Gud, spørge ham om noget, skælde ud over noget. Tal med Gud om det. Hold pauser, så han også kan komme til orde. Måske planter han en ny tanke i dit indre. Måske bruger han ord.
 
Skriv ned: Måske har du brug for at slutte af med at skrive, hvad du har oplevet. Så kan du gå tilbage senere og se, om der er udvikling i tingene.
 
Hvis du bruger metoden sammen med din smågruppe – eller hvad din gruppe nu hedder, så kan I slutte af med at dele jeres oplevelser. Måske har du oplevet noget, som en af de andre, har brug for at høre om. Måske oplevede du ikke noget som helst – og har brug for at høre, om de andre fik noget ud af det.
 
Guds fred og velsignelse over det! Måske bliver ordet levende for dig gennem Lectio Divina. Måske giver det slet ikke mening, og så skal du have fundet en anden metode.

 
Læs mere om Lectio Divina på kristendom.dk