Del:

Bliv volontør

Simon Hauge Lindbjerg
9. december 2015

Tænker du på at blive frivillig giver vi dig her nogle muligheder du kan undersøge videre!

Firhjulstrækkere, dårlig mad, malaria, varme, lysbilleder. Dukker nogle af disse ord op hos dig, når du hører ordet volontør? Uanset hvad du forbinder med ordet, så kan du her på siden blive lidt klogere på, hvad det vil sige at være volontør i dag, og hvilke muligheder, du har for at blive det.

At være volontør betyder kort fortalt, at du stiller din arbejdskraft til rådighed gratis, eller mod et mindre honorar, i en periode, hvor du får lov at være noget for nogle mennesker, og samtidig få en masse igen. Både store oplevelser, men også til din egen tro.

Rigtig mange mennesker har haft mange gode oplevelser som volontør, oplevelser de resten af livet kan tænke tilbage på med glæde. I denne artikel præsenterer vi en lang række forskellige selskaber, der alle tilbyder volontørjobs, af meget forskellig karakter. Det kan enten være i Danmark eller et sted i udlandet.

Se forskellige organisationer der tilbyder volontørstillinger

Indre Mission

Volontører i Indre Mission arbejder i Danmark i 1 år.

Arbejdet tilrettelægges til den enkelte volontør individuelt, men kan f.eks. være blandt børn, teenagere, unge og voksne, med evangelisation, besøgstjeneste og caféarbejde.

Læs mere om Indre Missions volontørprogram.

Efterskolerne

På en lang række efterskoler er det muligt at blive volontør. Opgaver af varierende art. Find oversigt over efterskolerne herunder, og kontakt dem for at høre nærmere.

Se en oversigt over efterskoler

Promissio

På grund af visaregler udsendes der pt. ikke volontører, men CCT’ere (Christian Culture Travellers) til Etiopien. Som CCT’er udsendes du i 3 måneder.  Som CCT’er er du kulturrejsende. Formålet med din rejse er, at udvide din forståelse af international mission, stifte tværkulturelle bekendtskaber, stå til rådighed for danske børn i Etiopien og formidle nødvendigheden af international mission til danskere.

I gennem dit ophold vil du komme tæt på missionærer og lokale kirkeledere, blive en del af en lokal ungdomsgruppe, møde teologistuderende og tidligere prostituerede kvinder, passe danske missionærbørn og hjælpe dem med lektier, lave interviews og tage billeder til Promissio.

Israelsmissionen

Der er lige nu to volontørprogrammer i Israelsmissionen. 

Det første er Missionspiloterne. Som missionspilot lærer du Gud, dig selv og Guds Mission bedre at kende. På tre måneder rejser du Israel tynd mens du arbejder sammen med en lang række kristne organisationer.

Det andet er Meetthepeople i Jerusalem og Tel Aviv. Kunne du tænke dig at arbejde mellem 3-12 måneder i Israel, hvor du kommer til at gøre en forskel for andre og samtidig har et fedt fællesskab i den danske kirke, Jerusalem? Så er Meetthepeople et fantastisk tilbud.

Læs mere om Israelsmissions volontørprogram.

Afrika InTouch

Med Afrika InTouch kan du blive volontør hos vore partnere i Tanzania, Uganda eller Etiopien. Opgaverne som volontør kan være på lokale skoler, landbrugsskole eller i kirkens sociale arbejde.

I mødet med mennesker og den afrikanske kirke, kultur og samfund, får du mulighed for at spejle din forståelse af hvem du er og hvem Gud er. Det giver nye perspektiver både på dit eget liv og tro, men også på kirken og samfundet herhjemme. Den samme mulighed får vores afrikanske venner i mødet med dig.

Læs mere om Afrika InTouch’ volontørprogram 

Brødremenighedens Danske Mission (BDM)

Volontører udsendes til Tanzania i omkring 6 måneder.

Opgaverne kan f.eks. være: Undervisning i Primary- og Secondary schools, håndværk, alt forfaldende hos missionæren, hjælp til materialer til søndagsskoler, missionsture og børnepasning.

Har du lyst til at se verden - og har du samtidig brug for den tryghed, der ligger i at have en organisation i ryggen? - Brænder du for at bryde grænser i dit liv, eller har du set, at et menneske har brug for dig? Så overvej at blive volontør for BDM.

Læs mere om BDMs volontørprogram.

Ordet og Israel

Vil du opleve Israel og samtidig gøre en forskel i andre menneskers liv? Så skal du melde dig til et af Ordet og Israels volontørprogrammer, Yad va Lev eller Face Israel. 

Som volontør i Jerusalem vil du møde det jødiske folk indefra, få autentiske oplevelser med dem og ikke mindst være et vidnesbyrd om Jesus. Ved at hjælpe mennesker, der har hårdt brug for det, kan vi nedbryde den mur af fordomme, der er om kristne, og pege på Jesus. 

En volontør i Yad va Lev eller Face Israel møder også de messianske jøder og deltager i deres gudstjenester. Her oplever du en helt anden måde at være Jesu discipel på, end vi er vant til i Danmark. 

KFUMs soldatermission

Volontører på et soldaterhjem arbejder med at skabe hjem for soldaterne og nå ud med evangeliet til dem ved samtale, andagt, hygge og ved den gode menneskelige kontakt. Volontøren skal sælge mad og drikke til soldaterne, være sammen med dem og holde andagter for dem samt lave mad, vaske op og gøre rent mm.

Der søges folk fra efterskolealderen og opad. De fleste er mellem 17 og 25 år og ansættes for et år, evt et halvt år.

Læs mere om Soldatermissionens volontørprogram.

Blivvolontør.nu

Hjemmeside der fortæller om forskellige muligheder for at blive volontør.

Gå til blivvolontor.nu.