Del:

BibelTid - App med stort potentiale

Simon Hauge Lindbjerg
4. september 2015

Ny app gør det endnu lettere at leve af Bibelen. Fællesskab, tilgængelighed og bibellæsning er nogle af nøgleordene bag app’en BibelTid, som kan hentes ganske gratis.

Bibellæserringen står bag en ny app, der ønsker at skabe fællesskab om bibellæsning. Det er en ressource til alle, der gerne vil læse i Bibelen, men den henvender sig særligt til unge.

I app’en kan man vælge mellem et væld af læseplaner, som enten er gennemgange af afsnit i Bibelen, eller udforsker temaer som tilgivelse og ægteskab. Når man har fundet den læseplan, man gerne vil følge, kan man begynde læsningen, som vil være et kortere eller længere afsnit fra Bibelen, oftest efterfulgt af en forklaring, en refleksion eller et spørgsmål. Læseplanen kan følges i lige netop det tempo man har lyst til - der er ingen andre deadlines, end dem læseren selv sætter.

Vi vil rigtig gerne opmuntre til at bruge app'en. Det er en naturlig forlængelse af IMU's kerneværdi om at leve af Bibelen, og det sociale element gør, at den både kan bruges i smågruppen eller måske hele IMU'en.

Hvordan komme i gang med BibelTid?

Læs sammen med andre

Med BibelTid har du mulighed for at læse sammen med andre. I hver læseplan kan du invitere en eller flere venner, til at læse sammen med dig. Hvis du gør det, vil du have nogen at dele tanker og spørgsmål med, som dukker op i forbindelse med læsningen.

Læs i dybden

Når man læser på en smartphone eller tablet, bliver det let en hurtig og overfladisk læsning, fordi vi er vant til at bruge disse medier til at læse korte beskeder eller hurtige nyheder. Men prøv at tage dig tid til at læse i dybden, når du bruger BibelTid.

Læs overalt

Med BibelTid har du mulighed for at læse i Bibelen over alt og på alle tidspunkter – og det skal du da benytte dig af! Læs når du venter på bussen eller mens dine børn er til fodbold. Brug frokostpausen på tid med Gud.

Bed og læs

Bøn og bibellæsning hænger sammen. Husk derfor at bede Helligånden om at åbne bibelteksten for dig, så du hører, hvad det er, Gud har at sige til dig i den tekst, som du skal læse.