Del:

Slip tøjlerne – og nyd turen!

Mennesker i dagens Danmark har brug for at erfare den kristne frihed ved at lade en anden tage styringen i livet: Erfaringen af Gud som Gud og alle menneskers herre.

I det postmoderne vestlige samfund tror mange, at de kan kontrollere verden, men den igangværende pandemi har vist, at det er en illusion. Krampagtigt forsøges det på den ene og den anden måde om man kan styre sygdommens luner, og med mere eller mindre held lykkes det da også til tider.

Men når alt kommer til alt, så er mennesket ufattelig sårbart, og man kan ikke, hvor end man gerne ville, kontrollere de ting i livet, som ligger udenfor én selv. Også i den politiske verden virker det som om, at man anstrenger sig for at bevare styringen, men alligevel ses skandalerne rulle en efter en – både i udlandet og herhjemme.

Erkendelsen af, at nogle af de helt store ting er ude af ens hænder, får mange til at gå endnu mere amok med styregenet, og hvis man ikke kan andet, så kan man da i det mindste kaste med mudder efter andre på de sociale medier i magtesløshed.

Mennesket er ikke Gud

Med de store fortællingers fald er forståelsen af Gud, som et transcendent og almægtigt væsen, ligeledes faldet for rigtig mange. Gud er blevet reduceret til en kraft eller til en dejlig forestilling, som man kan bruge som en slags sutteklud, når livet gør ondt, eller man har brug for lidt åndelig adspredelse – hvis man da tror, at Gud overhovedet findes.

Der er bare det galt med dette, at det intet har med Gud at gøre. Gud er ikke noget, som man lige kan hive frem og bruge, når der er brug for det. Han er ikke en rar forestilling, som kun findes inde i ens hoved. Han er ikke en metafysisk podcast, der kan dække ens åndelige behov.

Martin Luthers definition af Gud holder stadigvæk:

En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. (Den Store Katekismus)

Er Gud blevet decimeret til endnu en ting, som man kan kontrollere, så er det ikke længere Gud, vi taler om. Gud er ”der ganz Andere”, som 1900-tallets helt store teolog, Karl Barth, understregede i Der Römerbrief i 1922. Gud kan man ikke kontrollere. Gud kan man ikke skabe. Gud er GUD!

Det betyder også, at mennesket ikke er Gud, men gør sig selv til en gud, når det søger svaret inden i og ud fra sig selv. Det fører til en ikke så lille dissonans i den enkelte, når man i mødet med sygdom, død og lidelse erkender, at man alligevel ikke kunne kontrollere omstændighederne, når man indser, at man alligevel ikke var en gud.

Mennesket er skabt

Mange unge kæmper med deres identitet og spørgsmålet: ”Hvem er jeg?”. Den enkelte skal skabe sig selv. Man skal selv finde ud af, hvem og hvad man er. Det fragmenterede postmoderne verdenssyn, hvor alt flyder, har kastet mennesker ud i en hvileløs higen efter at finde sig selv. Man skal være herre over sit eget liv, og man skal kontrollere alt – selv det ukontrollerbare.

Sådan må det jo være, hvis man vil være en gud.

Men hør her, du postmoderne, hvileløse sjæl. Der er et sted, hvor du kan finde hvile. Du er ikke skabt til at skabe dig selv. Du er ikke skabt til at være din egen. Du er skabt af Gud, den almægtige, Skaberen, og du er skabt til at være hans.

Måske lyder det nyt for dig, men der er en ufattelig frihed i denne grundlæggende kristne sandhed. Lad en anden tage styrepinden i dit liv. Lad Gud tage ansvaret og sænk skuldrene.

Ikke uden ansvar

At Gud er herre, fratager ikke den enkelte for ansvar overfor det samfund og den verden, som man er en del af, men det fjerner byrden ved at skulle kontrollere det, der alligevel ikke kan kontrolleres. Det sætter mennesket fri fra at skulle yde ud over egen evne. Troen på og erkendelsen af en almægtig Gud gør, at man kan leve sit liv i vished om, at der er én, der er større end alt andet. Der er én, som man kan vente sig alt godt fra, og som man kan tage sin tilflugt til i al nød.

Dermed kan man frit tjene sine medmennesker, for selvom man fejler, så går man ikke i stykker ved det. I stedet for at skulle hævde sin ret over for de andre, så bliver ens perspektiv i stedet nu, at man har fået livet i gave og ikke har krav på andet end det, som Gud har skænket en.

Taknemmelighed er grundtonen, når erkendelsen af Gud som Gud bliver virkelig.

Lad da kirken blive den stemme, som ikke bekræfter mennesker i deres hvileløse færden i mørket, men som oplyser dem og kalder dem tilbage til samværet med deres himmelske far. Dette må være kirkens vigtigste ansvar og førsteprioritet.



1. april 2021

Når kærligheden glemmes, og mennesker reduceres til ting og tal, er der stor...[mere]

29. januar 2021

Der er brug for lederskab i en tid, hvor alting flyder. Der er brug for nogen,...[mere]

31. december 2020

Flertallets fornemmelser dikterer, hvad ægte frihed er, og hvad der er politisk...[mere]

30. november 2020

Kristendom uden Kristus er dom. Kirken uden Kristus er tom. Nye...[mere]

newcomic