Del:

Punkt 1

Nogle gange må man stoppe op og overveje, hvad der er det vigtigste her i tilværelsen. Det gælder også, når man er en kirkelig ungdomsorganisation.

Forestil dig en liste, hvor alt i top-5 kan lade sig gøre og med sikkerhed vil ske. Jo tættere på førstepladsen jo sikrere på opfyldelse. Hvordan ville den se ud, hvis du skulle vælge?

Med andre ord: Hvad er det allervigtigste i hele verden?

Som ledere i en ungdomsbevægelse som Indre Missions Ungdom (IMU) er det klart, at vi mener noget om mange ting, og nogle gange bliver vi også spurgt om, hvad IMU mener om specifikke emner. Derfor kan man til tider miste fokus og glemme, hvad det egentlig er, vi er sat i verden for, hvad der er vores eksistensberettigelse, vores mission. Det kan måske også nogle gange være svært at få øje på mellem udtalelser om corona, LGBTQ+, menighedsrådsvalg og mange andre vigtige ting.

Vi vil i dette indlæg ikke præsentere hele vores 5-punktsliste, men blot nævne, hvad der står på førstepladsen: Det allervigtigste!

Lede til Jesus – leve i Ham

Sådan lyder vores mission, som vi deler med resten af Indre Mission (IM), og som er udfoldet yderligere i IM’s Fokus2030-sætning: ”Vi vil forkynde Kristus, og vi vil nå længere ud”.

Vores største ønske som ledere i IMU er, at så mange mennesker som muligt kommer til at lære Jesus at kende og får en levende relation med ham. Fordi vores målgruppe er teenagere og unge, så er det først og fremmest dem, som vi ønsker, må komme til tro på Jesus, og derfor vil vi, at alt, hvad vi gør som bevægelse, sigter imod netop dette mål.

”Hvorfor har det førsteprioritet?” kunne én måske finde på at spørge.

Fordi vi tror på, at der kun er én absolut sandhed, og én man kan blive frelst ved, nemlig Jesus Kristus. I kirken har vi netop fejret pinse og i en af de taler, som apostlen Peter holder i tiden kort efter pinseunderet i Jerusalem, siger han således fyldt af Helligånden:

Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. (ApG 4,11-12)

Er det særligt postmoderne? Nej. Tror vi alligevel, at det er sandt? Ja!

Fordømmelse

Mange mennesker har igennem den tid, hvor vores bevægelse har eksisteret, anset os i IM (stiftet 1861) og i IMU (stiftet 1979) for at være fordømmende og hadefulde overfor mennesker med andre livssyn end det kristne, og det ville være at vende det døve øre til, hvis ikke vi lyttede seriøst til disse indvendinger. Der kan helt sikkert findes eksempler på dette i vores bevægelse, ligesom der vel kan findes brodne kar i alle andre fællesskaber i denne verden, og hvis det på nogen måde kan trøste, så anerkender vi dette og beklager dybt disse sager.

Når det er sagt, så er det ud fra vores forståelse ikke udtryk for det inderste væsen af den bevægelse, som vi begge er en del af. Missionen er som nævnt at bringe mennesker hen til Jesus, så de kan møde ham, få en levende relation med ham og blive fastholdt i en frelsende tro på ham. Missionen er ikke, at vi skal fordømme andre mennesker og skubbe dem væk fra Jesus, og selvom det desværre er sket i nogle tilfælde og muligvis også vil ske fremover, så er det ikke det, vi vil. Hvis noget overhovedet skal fordømmes af os, så er det selve fordømmelsen af andre mennesker.

Vi må lade dommen være op til ham, der engang skal dømme os alle. På den dag kan kun han, der én gang for alle blev dømt på korset, frelse det enkelte menneske.

Alene Gud

Som evangelisk-lutherske holder vi fast ved de tre solaer: sola fide, sola gratia og sola scriptura (alene troen, alene nåden, alene Skriften), og man kunne for den sags skyld også tilføje to mere: solus Christus og soli Deo gloria (alene Kristus, alene Guds er æren).

Disse udtrykker tilsammen, at det alene er Guds værk, at mennesker bliver frelst fra helvede og evig fortabelse.

Mennesker kan intet gøre i den henseende, men er i alt afhængige af, at Gud griber ind i vores liv. Når vi i IM og IMU, derfor gennem tiden er blevet anset for at være selvretfærdige og for at tro, at vi ved egne gerninger skulle være bedre end andre, så kan det ikke være mindre sandt. I stedet må vi bekende, at vi har indset, at vi netop ikke kan selv. Vi kan ikke frelse os selv, men har brug for en frelser, der kan redde os fra den kommende dom.

Tro er ikke, at man er et særligt godt og fromt menneske, som fortjener at blive frelst. Tro er i stedet, at man indser, at man netop ikke er dette, men i tillid kaster sig over i armene på ham, som kan frelse én: Jesus Kristus.

Når vi derfor i stedet kan komme til at fremstå som selvfede, farisæiske og bedrevidende, så er det faktisk et udtryk for vores manglende kraft til at kunne selv.

Vores mission er ikke, at mennesker skal blive som os, men derimod at de må lære hele verdens frelser at kende og blive som han. Det er det, vi ønsker allermest, og som er vores punkt 1, hvis vi skulle lave en ønskeseddel.

Kun én kan få det til at ske, og derfor er der også kun én, der fortjener ære.

Soli Deo Gloria.



17. maj 2021

Pandemien har skabt en unik mulighed for at overveje, hvilke værdier der bør få...[mere]

1. april 2021

Når kærligheden glemmes, og mennesker reduceres til ting og tal, er der stor...[mere]

2. marts 2021

Mennesker i dagens Danmark har brug for at erfare den kristne frihed ved at...[mere]

29. januar 2021

Der er brug for lederskab i en tid, hvor alting flyder. Der er brug for nogen,...[mere]

newcomic