Del:

Positiv social opdragelse

Flertallets fornemmelser dikterer, hvad ægte frihed er, og hvad der er politisk korrekt. Vi ønsker at udfordre den relativisme, som gennemsyrer debatten, og fremhæve det gode ved normerne.

Hvornår skete det?

Hvornår var det, at fornuften og logikken røg ud med badevandet, og individets følelser, synsninger og mavefornemmelser blev de eneste bærende argumenter i samfundsdebatten? Hvornår var det, at det at føle sig krænket blev fuldstændig det samme som at være krænket?

Med fare for at blive dømt som reaktionære, gamle sure mænd, så forsøger vi i denne kronik at trække i nødbremsen på det relativistiske, postmoderne løbske tog, der har kurs mod Helvedes forgård, hvor alle argumenter ender med at være lige gode, hvor alle er ligeglade, og hvor alting simpelthen er lige meget.

Vi drømmer om et samfund og en samfundsdebat, hvor den øverste norm ikke er ”Jamen, det synes jeg!”, og hvor argumenter, som ”Vi er jo i 2021!” og ”Det mærkes rigtigt!” ikke har det sidste ord at skulle have sagt.

Tænk engang, hvis saglighed, ordentlighed og gensidig respekt trods uenigheder igen var noget, som lå os alle dybt på sinde.

Men sådan er det ikke i dag!

Til kamp mod idioternes hærskare

Idiot kommer af det græske idiôtês, som oprindeligt betegner ”en privat mand” modsat en embedsmand eller ”en ukyndig” overfor en fagmand. I den betydning har der aldrig været så mange idioter, som der er netop nu. Vores tid er præget af, at alle er ”eksperter”, som ytrer deres holdninger råt for usødet på de sociale medier, men i stedet for at hente argumenterne fra vores fælles forråd, så tømmer man sit indre skrald ud over andre uden nogen form for grænser.

Var det nu blot sådan, at det her begrænsede sig til private individer, så kunne det vel lade sig gøre at beskytte sig mod idiotiens pandemi ved at sætte et værn op i form af digital håndsprit og  virtuelt visir, men desværre har den relativistiske virus slået rod dybt ind i massemedierne, politikkerne og andre offentlige meningsdannere, så dette faktisk ikke lader sig gøre.

Vi på den kirkelige højrefløj bliver sammen med bl.a. muslimer og Jehovas Vidner jævnligt beskyldt for at være udøvere af det, som i debatten er blevet kaldt for ”negativ social kontrol” og til tider med rette. Vi skal være de første, der lægger os fladt ned og indrømmer, at der selvfølgelig også sker fejl i vores fællesskaber og menigheder, for vi er jo mennesker.

Desværre har kritikerne ofte reduceret det hævdvundne udtryk til alene at være ”social kontrol”, og det rejser et væsentligt spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet ønsker kontrol. Man får fornemmelsen af, at den eneste politisk korrekte måde at opdrage børn på er en venstredrejet laissez fair-holdning, hvor forældre på ingen måde må give retning eller værdier videre til deres børn.

Medmindre altså at værdierne er dem, som flertallet er enige om føles rigtige, og det betyder, at et nej til abort, omskærelse af jødiske drengebørn, modstand mod vielser af homoseksuelle og lignende holdninger er noget, som skal forbydes ved lov. For mærker man efter, så føles disse ting jo ikke rigtigt – og slet ikke, hvis man ikke selv er vokset op med nogen form for åndelig eller intellektuelt retningsgiver, men er blevet bedt om at søge efter svarene inden i sig selv.

Mange vil ligefrem fremme det normløse samfund, for det anses for værende en værdi, at der ikke er nogen eller noget, der sætter retning for fremtidens generationer, men har man haft med unge at gøre, der aldrig har fået sat grænser, så ved man udmærket godt, at man har gjort dem en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning).

Hvad nu, hvis man faktisk som en pendant til ”negativ social kontrol” begyndte at snakke om ”positiv social opdragelse”? Og bare lige for at være på det rene: Her taler vi ikke om at lade stå til, men at tage vare på de børn og unge, som en dag selv skal stå med ansvaret for vort elskede samfund.

Kirken som lokofører

I dette tog, som er kapret af idioterne, ser vi kirkens opgave som værende den ansvarlige lokofører, der nu må sætte retningen. Alt for længe har kirken bøjet sig, og man har ladet sig kneble af alle de normløse skrigeballoner, der med deres ”politisk korrekthed” har taget magten langt ind i kirkens rækker.

Som kirke tror vi på, at der er en norm. Alt er ikke lige godt. Gud er Gud, om alle mand var døde. Vi tror også på, at vi som kristne er kaldede til at være jordens salt, som skal være med til at konservere og krydre den verden, som vi er i, men ikke er en del af.

Gang på gang møder man den opfattelse, at verden går mod det bedre, og at mennesker bliver klogere, men som kristne ved vi, at det er en løgn af dimensioner. I stedet for at søge svarene inden i os selv må vi pege på ham, der er garant for det bedste.

Lad os hjælpe hinanden med at løfte blikket fra vore egne navler og begynde at drøfte de samfundsmæssige emner med saglighed og gensidig respekt, med argumenter, der ikke bare er mavefornemmelser, men som har deres berettigelse i de ting, som står fast.

---

Kronikken er også bragt i Kristeligt Dagblad d. 18. januar 2021. Læs den her.



11. juni 2021

Nogle gange må man stoppe op og overveje, hvad der er det vigtigste her i...[mere]

17. maj 2021

Pandemien har skabt en unik mulighed for at overveje, hvilke værdier der bør få...[mere]

1. april 2021

Når kærligheden glemmes, og mennesker reduceres til ting og tal, er der stor...[mere]

2. marts 2021

Mennesker i dagens Danmark har brug for at erfare den kristne frihed ved at...[mere]

newcomic