Del:

On/off

Pandemien har skabt en unik mulighed for at overveje, hvilke værdier der bør få plads, når samfundet igen bliver åbnet.

”Hvornår lukker samfundet op igen?”

Alle går vi rundt og stiller dette spørgsmål til os selv og hinanden for tiden, for vi har jo et brændende ønske om, at samfundet og hverdagen igen må blive nøjagtig, som de var før COVID-19…

Eller har vi?

Snakken omkring genåbning har fået os til at reflektere over, om der er noget, som vi som individer og fællesskab bør lade blive tilbage i corona-boksen. Det kan også være, at der er noget, som vi i løbet af pandemien har fundet ud af eller lært, vi vil tage med os videre, når hverdagen vender tilbage, og samfundet åbner igen?

Hvad tænder vi, og hvad slukker vi?

Lad det blive på perronen

For mange har tiden under nedlukningen betydet, at man har været tvunget til at arbejde eller studere på hjemmekontor, lænket til en skærm, hvor online-møder er blevet et – eller måske det eneste – vindue til verden ude omkring. De fleste vil nok være enige med os i, at 100% hjemmearbejde gerne må blive tilbage i corona-kassen, men hvordan var det nu verden var forinden?

Jobbet har for mange været – og er det stadigvæk – definerende for ens identitet. Derfor bliver travlhed også en vigtig værdi, fordi det vidner om integritet. Giver man sig fuldt ud på arbejdet, så vidner det også om, at man tager ansvar, er pligtopfyldende, ja, at man er noget.

Det er som om, der er to grøfter at falde i her. Enten er man hele tiden hjemme, og man bliver trætte af hinanden i familien, eller også giver man sig 110% ude på arbejdet med fare for at gå ned med stress, og man ser nærmest ikke hinanden i familien. Begge dele bør efter vores mening forlades. Det må være muligt at finde en gylden middelvej og at prioritere sundt mellem arbejde og familieliv?

Hvis man zoomer mere ud og ser på de større fællesskaber i samfundet i fx foreningslivet, hvad var det så lige, der prægede dem inden krisen? Var det generelle billede, at der var tale om åbenhed? At der var plads til at være den, man er? Det har helt sikkert set forskelligt ud, men at fællesskaberne flere steder har været lukket om sig selv, mener vi ikke, er helt forkert iagttaget.

Selvfølgelig har hvert fællesskab sit særpræg, sine ritualer, sine mærkesager og sin form, men er det ikke et usundt tegn, når et fællesskab bliver ekskluderende og klikedannende, hvad enten der er tale om en fodboldklub, en andelsforening eller en menighed?

Nu er der en særlig mulighed for at gøre op med et tidligere usundt ”plejer”: en rådden jargon, et objektiverende menneskesyn, et os-og-dem-perspektiv, negative fordomme overfor dem, der er anderledes osv. I stedet for at lade Janteloven være den styrende norm skulle vi så ikke i stedet heppe hinanden op og lade andre vide, at de er elskede og værdifulde præcis, som de er?

Hvis vi ser på vores land som helhed, så er det vel det samme, der bør gælde. Et system, hvor mennesker blot bliver til tal i et regneark, bør ikke tages videre med ind i post-corona-samfundet, hvis det stod til os. I stedet for at tale om ældrebyrden og flygtningeproblemet, skulle vi så ikke i stedet begynde at se hinanden som gaver – det grå guld og ambassadører af mangfoldigheden?

Søg det og dyrk det

Selvom landet har været lukket ned, så betyder det langt fra, at vi som fællesskab ikke har udviklet os på nogle punkter. Det er som om, at krisen i nogle tilfælde har fået os til at rykke sammen. Her tænker vi ikke på politik, men tværtimod på den nationale fællesskabsfølelse, som fællessang med Phillip Faber har været med til at skabe.

Men det er ikke kun sangen, som vi bør tage med os videre. Der har været utallige kreative måder at håndtere krisen på. I kirken har vi set nye alternativer dukke op i form af online-forkyndelse, drive-in-gudstjenester, Zoom-konferencer osv. Nogle af disse tiltag har været alternativer, som bliver i corona-kassen, mens andre helt sikkert skal tages med videre.

Uanset hvad, så bør den kreativitet, vi har været vidne til, ikke dø ud, for den er med til at rykke grænser og udfordre det usunde plejer, som vi var inde på ovenfor.

Jordens salt og verdens lys

Indtil nu har vi mest fokuseret på, hvad vi som land og folk bør lukke op for, når genåbningen er en realitet, men her til slut vil vi gerne komme med et shout out til kirken. Jesus giver os en særlig opgave, når han kalder os for ”jordens salt” og ”verdens lys” (Matt 5,13-16). Kirken er sat i verden for at være med til at fremme alt, hvad der er godt. Som salt skal vi være med til at krydre verden, og som lys skal vi skinne, så mennesker får øje på kirkens herre og priser ham.

Derfor ligger der et særligt ansvar på vores skuldre i forhold til at overveje, hvad der skal tages med videre ind i eftertiden, og hvad vi bør droppe, fordi det er med til at skade Guds gode skaberværk.

Hvad mener du, vi bør opgive og bevare?



11. juni 2021

Nogle gange må man stoppe op og overveje, hvad der er det vigtigste her i...[mere]

1. april 2021

Når kærligheden glemmes, og mennesker reduceres til ting og tal, er der stor...[mere]

2. marts 2021

Mennesker i dagens Danmark har brug for at erfare den kristne frihed ved at...[mere]

29. januar 2021

Der er brug for lederskab i en tid, hvor alting flyder. Der er brug for nogen,...[mere]

newcomic