Del:

Fri til at sige fra

Frihedsbegrebet er blevet udvandet og tages som gidsel. Ønsker vi frihed her til lands, så skal der også være plads til dem, der ikke mener, hvad flertallet mener.

Friheden er under angreb i dagens Danmark. I vores vestlige kultur sættes der lighedstegn mellem frihed og uafhængighed, men ikke nok med det. Det er efterhånden kommet dertil, hvor friheden for enhver pris skal demonstreres, for ellers er man ikke rigtig fri. Kan man sige noget, så skal man sige noget. Kan man kommentere på Facebook, så skal man kommentere. Friheden til at lade være er under angreb.

Vi roser os selv for at være et af de mest frie folk i verden, og som nation gør vi os jævnligt bemærkede i verdenspressen netop ud fra denne selvforståelse. Men: Der er gået inflation i begrebet frihed, så det efterhånden er blevet et bullshit-begreb, som kan vedhæftes de fleste handlinger og dermed legitimeres disse. Vi taler om ytringsfrihed, religionsfrihed, åndsfrihed, frihed til dit og frihed til dat. Meget gøres i frihedens navn, men er der virkelig tale om frihed?

Den såkaldte frihed

I 2006 valgte Jyllands-Posten at understrege ytringsfriheden ved at bringe de berømte Mohammed-tegninger, og en lignende episode fandt sted fra selv samme avis tidligere på året i forbindelse med en satiretegning af Kinas flag, hvor de gule stjerner var udskiftet med corona-symboler. Det vakte stor furore i Kina, hvilket ikke er svært at forstå ud fra den situation hele verden befinder sig i nu.

I folkekirken har der heller aldrig været så meget ”frihed”. Der tales om rummelighed, og der er nærmest ingen grænser for, hvor rummelig kirken skal være. Der skal være frihed til at gøre og sige, hvad man vil, for kirken er jo folkets kirke og skal derfor please den kultur, der er den fremherskende i samfundet. Vel har præsterne skrevet under på et løfte om at forpligte sig på ”at forkynde Guds ord rent og purt” og at ”modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”, men alligevel har der været en lang række tvivlsomme sager, som man har set gennem fingre med, eller som er blevet syltet, for der skal jo være plads til alle…

Der er noget, der er bedre end andet

Problemet er, at friheden bliver taget til gidsel i disse situationer. Man er fri til at mene det, som er mainstream, men repræsenterer man som vi et mindretal, som mener, at der er noget, der er mere rigtigt end noget andet, så bliver man hurtigt sat til vægs af flertallet.

Frihed som total uafhængighed er en illusion. Alle mennesker er bundet til noget. Tanken om, at vi som individer kan blive uafhængige af alt omkring os, er ikke mulig. Det er et grundlæggende vilkår at være bundet som menneske. Frihed handler derfor ikke om uafhængighed, men om den rette bundethed. Det handler om, at vi som mennesker finder ud af, hvad vi lader os binde til og af. Friheden må bindes til ansvar og sandhed, for at friheden får den rette klang.

Som kristne tror vi på, at Gud er den norm, som alting må opvejes imod. Vi tror på, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Vi tror på, at der er noget, der ikke er til diskussion, men er sandheden. Det betyder også, at der er noget, vi tror, ikke er sandt. Alt er med andre ord ikke relativt.

Vi er godt klar over, at dette ikke er politisk korrekt, hvis dette da betyder, at vi alle skal ende med at være enige, men frihed handler ikke om konsensus, om at alt er lige godt, om uafhængighed. Nej, sand frihed handler om at lade sig binde til det eller den, som man tror på, kan redde én, når alt andet ser håbløst ud. Sand frihed er, at der skal være plads til at mene, hvad man vil, men også til at lade være med at udtrykke det, fordi man mener, at det faktisk vil være bedre at lade være.

Der skal være frihed til at sige fra.



newcomic