Del:

Det sunde lederskab

Der er brug for lederskab i en tid, hvor alting flyder. Der er brug for nogen, der kan sætte retning, men med dette behov følger også en risiko for at blive vildledt. Her kræves nuanceret skepsis.

Man skal ikke søge ret længe i den tid, vi lever i, før man ser personer, der tager lederrollen på sig. Det er jo for så vidt meget godt, at der er nogle, der tør gå foran og sætte retning, men alligevel er det som om, at mange af de topledere, som fører sig frem i indland og udland, har det med at skævvride kompasnålen.

Dette bliver særligt tydeligt under en verdensomspændende krise, som den vi oplever lige nu. Stillingtagen i forhold til ned- eller oplukning af samfundet, grænserne for privatlivets fred, retssikkerheden, landets økonomi, folkesundheden med flere kræver ledere, som tør sætte retning, men der er efterhånden flere eksempler på, at det meget nemt kan gå galt.

Der har til alle tider været magtmennesker både i samfund og i kirke, og igennem tiden har der også været mennesker, der har fulgt efter, så måske er det ikke værre nu end tidligere. Det betyder dog ikke, at det dermed er blevet bedre. Fristelsen til at misbruge lederskabet ligger implicit i selve det at gå foran, og derfor er det desto vigtigere, at lederne bliver konfronteret med dette, og at vi, der følger efter, bliver gjort opmærksomme på risikoen for at blive vildledt.

Trump som eksempel

Uanset hvad man nu mener om den tidligere amerikanske præsident, så er han et godt eksempel på en leder, der kunne udstikke en retning, som mange amerikanere har fulgt. Mange heriblandt undertegnede undrede sig over, at denne rigmand tilbage i 2016 vandt valgkampen og indtog den mest magtfulde position i verden. Mange evangelikale kristne fulgte også Trump, og nogle anså ham ligefrem for at være en slags ny Kyros, der skulle frelse USA fra de demokratiske kaosvande.

Der er nok indlæg, der handler om Trump, og han skal ikke tage mere spalteplads her. Vi spørger bare os selv, hvad det er, der fik mennesker til at slutte trop omkring en bulderbasse som ham. Horrible sort-hvide udtalelser fra hans side er der nok af, men de skræmte alligevel ikke folk væk. Hvad fik store dele af de konservative kristne til at slutte op om ham? Var det blot, at han var ”pro life” og ”against gay marriage”? Var det virkelig nok til, at de ikke så alt det andet, som manden foretog sig, og som tydeligvis ikke var i tråd med konservativ kristen lære?

Brug for lederskab 

Behovet for nogle, der kan lede og sætte retning, har aldrig været større, fordi vi lever i en tid, hvor alting er til debat, og intet står fast. Alting flyder, og derfor er der noget befriende, når der midt i forvirringen er én, der tør rage op og kan sætte retning. Spørgsmålet er blot, hvad der skal til, for at man følger trop? Vi ser en tendens til, at mange hopper på det første, det bedste vraggods, der flyder forbi uden at undersøge, om det er halvt eller helt råddent inden i.

Som menneske har man brug for at blive ledt gennem livet, men det betyder ikke, at man bare skal deponere sine holdninger hos den første, der råber noget, som lyder nogenlunde i overensstemmelse med ens værdigrundlag. Man må anlægge sig en sund skepsis og ikke bare sluge de sort-hvide svar uden videre.

Den usunde leder

Hvad er det så, der kendetegner usundt lederskab, hvad enten man ser på det bredt samfundsmæssigt eller smalt inden for kirken?

Jo, den dårlige leder bruger magten for egen vindings skyld. For ham eller hende handler det først og fremmest om ”mig!”. Hermed bliver magten til magtfuldkommenhed, og fællesskabet som øverste mål bliver ofret. I nogle tilfælde bliver støtter, som ellers har bakket op om lederen, ”smidt under bussen”, hvis det ellers kan være med til at holde lederen ved magten.

Denne type leder formår godt nok at skabe retning og fællesskab, men det er ofte med sort-hvide svar – enten-eller, for-imod – og ved at udpege nogle andre som skyldige, nogle som man kan samle sig imod. Den lede leder flytter skylden væk fra sig selv over på syndebukken, og vinder dermed tilslutning fra masserne, som har ladet lederen tage kontrollen uden at stille spørgsmål.

Den sunde leder 

Men hvad er godt lederskab egentlig for en størrelse over for dette?

Kristus er idealtypen på den perfekte leder. Han vender det hele på hovedet, og som det første i sit jordiske virke afgiver han sin himmelske magt. I stedet for at bruge magten på at frelse sig selv, giver han sit liv hen for sine fjender.

Han vælger ikke de stærkes parti, selvom det ville have været det nemmeste, men i stedet spiser han sammen med syndere og toldere og bliver derfor udskammet af det bedre borgerskab. Modsat al menneskelig intuition, så peger han ikke skylden hen mod andre, men tager skylden på sig, selvom han ved, at det ender med lidelse og død.

Kristus er idealet. Lad os lære af ham. Lad ledere blive bedømt ud fra, hvorvidt de leder på samme måde, og lad os, der følger efter, turde sige fra, når det ikke er tilfældet.



11. juni 2021

Nogle gange må man stoppe op og overveje, hvad der er det vigtigste her i...[mere]

17. maj 2021

Pandemien har skabt en unik mulighed for at overveje, hvilke værdier der bør få...[mere]

1. april 2021

Når kærligheden glemmes, og mennesker reduceres til ting og tal, er der stor...[mere]

2. marts 2021

Mennesker i dagens Danmark har brug for at erfare den kristne frihed ved at...[mere]

newcomic