Del:

Tro kan både være en hjælp og en udfordring

af Ole Noermark Larsen
8. februar 2019

Man ved aldrig, hvordan troen ser ud på den anden side af en krise, siger psykolog Aida Hougaard Andersen.

Mange typer af kriser kan ende med at blive en troskrise, siger psykolog Aida Hougaard Andersen

De færreste kristne kommer gennem en krise, uden at det påvirker deres tro. Det siger Aida Hougaard Andersen, der er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet og tilknyttet foreningen Agape som psykolog.

Hun har mødt mange kristne med ondt i livet og oplevet, hvordan troen kan være både en hjælp og en udfordring, når livet bider fra sig. »Mange oplever, at troen er en styrke i krisen. Det betyder meget for dem at kunne bede til Gud og lægge alting over til ham. Og så betyder relationen til andre kristne meget. At have nogen at tale med og for eksempel vide, at nogle beder for én,« forklarer hun.

»Men mange bliver også udfordret i troen, og mange typer af kriser kan blive til en troskrise. Hvis jeg for eksempel har det billede af Gud, at han beskytter mig mod alt ondt, så kan jeg nemt føle, at det hele ramler, hvis jeg bliver syg eller kommer ud for en ulykke. Det forstyrrer mit billede af, hvordan livet er, og hvem Gud er, og det kan efterlade mig både vred, skuffet og uforstående. Pludselig er der meget, der skal bygges op forfra.«

En mere fleksibel tro

Nogle vil alligevel forsøge at fastholde det billede, at Gud beskytter dem mod alt ondt. Til gengæld skal de leve med den erfaring, at virkeligheden ikke svarede til billedet af Gud. For han forhindrede jo ikke sygdommen eller ulykken, og den konflikt kan koste meget energi.

Andre vil komme igennem krisen med en mere nuanceret og fleksibel tro end før. »Måske erkender de gennem krisen, at Gud er større, end vi kan fatte, og at han nogle gange lader noget ske, som vi ikke forstår, og som i sig selv er meningsløst. Det er ikke en svagere tro, men den er mere nuanceret og passer bedre til den virkelighed, vi oplever,« forklarer Aida.

Hun mener, det er naturligt, at troen forandrer sig gennem livet, og at små og store kriser kan være med til at modne troen. »Ofte skal der et skub til, før et menneske skifter spor. Det er trygt at forestille sig Gud som en beskytter, så det vil vi gerne holde fast i. Og det kan være rigtig svært, når livet på en eller anden måde tvinger os til at nuancere vores tro, og for nogle ender det i en regulær troskrise. Men det kan også være en lettelse, når man tager kampen op og ender med at finde en vej med troen, hvor der også er plads til svære oplevelser. Hvordan det går, er psykologisk set ofte et spørgsmål om en kombination af krisen, ens personlige historie og aktuelle ressourcer.«

Fire veje gennem krisen

Forskning viser, at der er fire veje til at søge det, som er vigtigt eller helligt for én, og disse veje har stor betydning for, hvordan man kommer gennem en krise med sin tro, mener Aida.

Den første vej er viden, som kan komme af noget, man læser eller hører. Den anden er fællesskab, som man oplever i mødet med trosfæller. Den tredje vej er adfærd, det kan være ritualer, f.eks. liturgien i gudstjenesten eller det at gå til nadver. Og den fjerde vej er følelser, som ofte kommer af oplevelser, f.eks. ved en lovsangsfest.

»Disse veje er steder, hvor man kan hente ressourcer. Og jo flere af disse veje man har, og jo flere udgaver man har af hver vej, jo lettere har man også ved at finde vej, når man er i krise,« siger psykologen. Hvis man kun har to veje åbne og f.eks. kun bygger sin tro på at læse i Bibelen (viden) og det, at man kommer i IMU (fællesskab), så er man sårbar, hvis man oplever en krise, hvor man hverken kan læse eller være sammen med andre.

»Jeg har mødt flere, som var hårdt ramt på disse to veje, men som stadig kunne opleve troen som en ressource, fordi de også havde adfærd som en del af deres repertoire. De magtede ikke fællesskabet og kunne ikke koncentrere sig om at læse eller at lytte, men de kunne sætte sig ind på den bageste kirkebænk og praktisere deres tro ved at være en del af gudstjenestens liturgi,« forklarer hun.

En tro med ar og mærker

»Der findes ingen opskrift på, hvordan man skal leve sit liv, heller ikke troslivet. Og slet ikke, når man er i krise,« understreger Aida. Derfor er det også forskelligt, hvordan menneskers tro bliver påvirket, og hvad der i sidste ende hjælper dem igennem krisen.

»Vi er skabt som hele mennesker med krop, psyke, relationer og ånd. Og ved at stå ved vores oplevelser som mennesker og gøre brug af forskellige tilgange, der passer til os og vores situation, så øger vi sandsynligheden for, at vi også vil opleve vores tro som en ressource på den anden side af krisen. I de fleste tilfælde vil krisen have gjort noget ved vores tro, for en moden tro har ofte ar og mærker, som vil være der resten af livet.

Men det betyder ikke, at man ikke kan leve med troen. Der er også mange, som aldrig kommer helt over en stor sorg. Men ved at gøre brug af forskellige ressourcer kan de lære at leve med den. Sådan kan der også være sider af troen, man måske bliver ved at undre sig over eller have det svært med, samtidig med at troen opleves som en grundlæggende ressource,« understreger hun.

Artiklen er hentet fra årets første Geist nr. 1/2019 og er en del af temaet "Modgang". Læs Geist her.



13. februar 2019

IMU'erne er glade for IMU, men har også travlt med meget andet, viser en ny...[mere]

11. februar 2019

IMU's landsleder Niels Hankelbjerg Mortensen og ungdomskonsulent Andreas Bøge...[mere]

7. februar 2019

Når Konnekt 2019 løber af stablen i bededagsferien den 17.-18. maj, bliver det...[mere]

14. december 2018

I Odense samledes IMU, KFS og LMU til El UNO's store bagedyst d. 23. november.[mere]

Annonce