Del:

Pludselig handlede det hele om lys

af Ole Noermark Larsen
6. december 2021

Et ambitiøst pladeprojekt satte medlemmerne Af nordlys lovsang i gang med at tænke over Lysets betydning midt i vintermørket

Hvor var det fedt! bliver der råbt, mens der uddeles highfives og svedige krammere i redskabsrummet bag hallen på Rosborg Gymnasium i Vejle. Over 800 teenagere har lige klappet Nordlys Lovsang af scenen efter en uforglemmelig lovsangsaften på Event 2021, og det tager et par minutter, før alle syv bandmedlemmer har pulsen under kontrol.

Med bøjede hoveder stiller de sig, hvor der nu er plads mellem depotets mange gymnastikredskaber, og én af dem beder en kort bøn: »Tak for, at du bruger os, Gud! Tak for, at vi får lov til at pege på dig!«

Event i begyndelsen af november er en af kulminationerne på et år, som bandet kun akkurat turde håbe på, da det tilbage i januar kastede sig over et omfattende pladeprojekt. Dengang havde vintermørket trængt dagslyset op i en krog, og udsigten til at fyre den af fra en scene virkede uendelig fjern. For corona-pandemien havde lagt sin tunge, mørke hånd på de fleste aktiviteter, der havde med fællesskab og fællessang at gøre.

Lys for enden af tunnellen

»Vi gik i gang i januar 2021, hvor de første vacciner lige var sluppet løs, så der tegnede sig et lille, svagt lys for enden af tunnellen, « fortæller Mathias Mouritsen, der spiller tangenter i Nordlys Lovsang.

»Vi håbede, at verden ville se anderledes ud, når projektet var færdigt, men vi kunne jo ikke vide det,« fortæller han om tilblivelsen af albummet Lys, som udkom på en af årets længste og lyseste dage, den 2. juli.

Bandet så første gang dagens lys i 2017, da der var brug for en håndfuld musikere til et lovsangsarrangement på Grejsdalens Efterskole. Det gik så godt, at de lidt tilfældigt sammensatte musikere bestemte sig for at fortsætte. Og efter mange overvejelser og vilde forslag endte de på bandnavnet Nordlys Lovsang. Et navn, som siden er kommet til at binde projektet sammen på en helt særlig måde.

»Der var bare så meget i det navn. Vi er i Norden, vi peger mod nord, og vi skal være lys i det mørke nord. Pludselig handlede det hele om lys,« siger Mathias.

Mørket må vige

Derfor var det også naturligt at fortsætte lys-temaet, da ideen om at udgive et album langsomt tog form. Bandmedlemmerne var hurtigt enige om, at det skulle være et konceptalbum, hvor numrene knyttes sammen af et gennemgående tema. Men associationerne til ordet lys stak i mange retninger, så det blev til mange og lange bandmøder på online-platformen Zoom under vinterens corona-nedlukning.

»Jeg kan godt have et lidt mørkt sind og befinde mig i mørke perioder. Derfor finder jeg meget trøst i, at Gud kan være hos mig i mørket, så jeg ikke skal være der alene. Men jeg tror også, at han kan føre mig ud af mørket, og jeg tror, at vi kan se frem mod et evigt lys, når vi skal samles på den nye jord,« fortæller sangerinden Julie Lerche Nygaard, og guitaristen Gustav Friis fortsætter tankerækken.

»Mørket må vige for lyset, sådan er det bare! Mit yndlingsbillede er fra salmen Se, nu stiger solen, hvor vi i sidste vers synger ‘Lyset stander stille på livets kyst’. Jeg tror på, at der kommer en dag, hvor Gud trykker på kontakten, og hvor solen ikke længere vil gå ned, men hvor der bare vil være lys,« siger Gustav.

»Lys er alt det, vi forbinder med forårets komme: klarhed, sigtbarhed, varme og energi, og det er samtidig ord, vi kan forbinde med Gud.«

Glimt af Guds rige

For Silas Mikkelsen, der bl.a. spiller bas i bandet, handler det også om, at Nordlys Lovsang kan være med til at bringe lyset videre.

»Engang skal lyset bryde frem, men her på jorden oplever vi kun små glimt af Guds rige. Små lysglimt, som trænger igennem mørket. Jeg håber virkelig, at vi kan være med til at bringe disse små lysglimt videre til mennesker,« siger han.

Sangskrivningen begyndte i fællesskab på Zoom, men det viste sig ret hurtigt, at det var mere effektivt at uddelegere opgaverne. For mens nogle var gode til at få ideer, var andre gode til at udvikle dem og gøre dem sangbare, husker Mathias.

»Vi ville gerne tage lytterne med på en rejse, hvor vi begyndte i lyset og begav os ned i mørket for så at slutte i det evige lys. For det er sådan, vi ofte selv oplever tilværelsen. Nogle gange føles Guds lys så rent og klart, at det næsten blænder os, andre gange oplever vi kun mørket og rækker ud efter det mindste lille lys,« forklarer han, og Silas fortsætter:

»Men en dag skal det være slut med alle disse op- og nedture. En dag slutter det på toppen, hvor lyset står helt klart for os. Det er vigtigt at se frem imod, når livet føles mørkt.«

Fremtiden er uvis

Albummet Lys indeholder 10 skæringer, hvoraf bandet selv har skrevet de seks.

»Hele albummet ligger tilgængeligt på internettet, så vi har kunnet følge med i, hvor meget de enkelte sange er blevet lyttet. Det har været meget interessant. Selv om vi især har spillet for efterskoleelever og haft unge i tankerne, er der også folk på vores forældres alder, som er glade for det,« forklarer Gustav.

Hvor længe medlemmerne kan holde sammen på hinanden, er dog uvist.

»Vi er alle sammen i den alder, hvor vi er på vej alle mulige steder hen, så det er svært at sige, hvad der kan lykkes fremover. Men lige nu er vi bare glade for, at andre har kunnet få noget ud af det, vi har lavet, og at Gud kan bruge os gennem musikken, « forklarer Julie.

Lyt til Lys

På Nordlys Lovsangs YouTube-kanal er det muligt at lytte til hele albummet Lys og se en musikvideo med nummeret Kongeblod. Se imt.dk/2124-18

 

 

Artiklen er fra magasinet impuls. Find flere artikler og få et godt tilbud på et abonnement på imt.dk.

 

 



11. januar 2022

Den stort anlagte ECHO-konference udsættes i et halvt år og afvikles i stedet...[mere]

1. december 2021

Jeg ser frem til at være i proces med IMU'erne[mere]

23. november 2021

Aars IMU er et vigtigt holdepunkt for IMU’ere i et stort område[mere]

19. november 2021

Event 2021 fik på alle tangenter og blev en hæsblæsende forsmag på den fest,...[mere]

newcomic