Del:

På eventyr med Jesus

af Ole Noermark Larsen
23. august 2019

At være discipel af Jesus er ikke en tung byrde, men en gave, siger Michael Agerbo Mørch.

En lærling følger sin mester for at tilegne sig så mange færdigheder som muligt.

Med en discipel er det anderledes. Han eller hun forsøger ikke bare at gøre som sin mester, men at blive som mesteren, siger Michael Agerbo Mørch, der er ph.d.-studerende ved Dansk Bibel Institut og medforfatter til bogen Jesus uden filter, som handler om discipelskab i hverdagen. »Men jeg kan jo aldrig blive som Jesus,« vil nogle indvende.

Michael vil hellere starte et andet sted. »Vi kan heller ikke leve op til de 10 bud eller Jesus' bjergprædiken, men derfor skal de alligevel være guidelines for vores liv. Jesus er Gud, det er vi ikke, og derfor bliver vi aldrig som ham. Men vi skal ikke bare give op på forhånd. Tværtimod opfordrer Bibelen os flere steder til at stræbe efter at blive som ham – med Helligåndens hjælp.

Nogle dage lykkes det godt, andre dage dårligt, men i begge tilfælde lever vi på Guds nåde.«

Sat fri til at ære og tjene.

Når Michael taler om at blive som Jesus, handler det ikke om at gøre sig fortjent til Guds kærlighed eller om at blive frelst. »Jeg skal ikke fortjene frelsen, for den har jeg fået som en gave,« understreger han. »Dermed er jeg sat fri til at ære Gud og tjene min næste. Der sker det særlige, når Jesus sætter os fri, at vi får lyst til at binde os til ham. Jeg er ret vild med Salme 119 vers 32. Der står: 'Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri',« citerer han.

»Et frit hjerte kan jo løbe, hvorhen det vil, men salmisten vælger at følge den, der satte hans hjerte fri. Han føler sig mest fri ved at være bundet til Gud og følge ham i tanke, tale og handling,« forklarer Michael.

»Jeg forstår det bedst, når jeg tænker på min kone. Vi har frivilligt bundet os til hinanden ved

at gifte os, og jeg har ikke lyst til andet end at være bundet til hende.«

Hverdagseventyr

Opfatter man kristendommen som en masse regler, der gør livet besværligt, lyder det måske

ikke tillokkende at være discipel. Men Michaels tilgang er anderledes. »Jeg synes, det er vildt interessant at arbejde med, hvordan Jesus ser verden. Han er der ikke kun, når jeg går i kirke eller i missionshuset, men også i mit forhold til familie, venner, kolleger, studiekammerater og i måden, jeg bruger min tid og mine ressourcer på.

For mig er det et eventyr, hvor jeg træder ud af det kendte og forsøger at se verden, som han ser den,« fortæller han.

»Det er ikke et let og gnidningsløst liv. Men det er et eventyr midt i den grå hverdag, hvor Jesus lader mig opleve hans velsignelse på steder og tidspunkter, hvor jeg aldrig selv ville have søgt den. Det er også et eventyr med lidelse og kampe. Det lægger Bibelen ikke skjul på. Men den dvæler ikke ved det, og den opmuntrer os til at stå det igennem og fokusere på, at Kristus har besejret det onde.«

Til gavn og glæde

En kristen er grundlæggende sat i verden for at være til gavn og glæde for andre, mener Michael. Og det sætter naturligvis præg på en discipels dagligdag.

»Vi skal vove at være i den rolle og fokusere på, hvor vi kan være til mest velsignelse. Det er

at leve i mission i ordets bredeste forstand. En discipel er én, der fortæller andre om Jesus. Men vi er også kaldet til at være lys og salt i verden. Vi skal skabe glæde og modvirke råddenskab ved at kæmpe for fred og retfærdighed. Vi skal tale sandt og undgå løgn. Og vi skal forvalte Guds skaberværk med ansvar og være optaget af at bruge vores evner og ressourcer til gavn for andre.

Det kan godt være en udfordring i en kultur, der handler meget om selvrealisering,« erkender

Michael. Alligevel understreger han, at alle kan være med.

Alle kan være med

»Discipelskab er ikke en særlig disciplin for elitekristne. Det er en gave, som vi alle får lov at tage del i og bidrage til med det, vi har med i bagagen. Det handler om at se sit liv som det miskmask, det er, og prøve at spore sig ind på, hvor og hvordan jeg kan være til gavn og glæde.

Kan jeg gøre et eller andet i forbindelse med mit arbejde? Kan jeg en gang imellem invitere naboen over, når jeg alligevel selv skal have noget at spise?« siger han.

»En af de ting, jeg selv eksperimenterer med, er, hvor jeg sætter mig i kirken eller missionshuset. Helt konkret spørger jeg mig selv, hvem Jesus ville sætte sig hos. Ofte kan man godt fornemme, hvem der sidder lidt alene, og så sætter jeg mig der,« fortæller han.

»Jeg tror ikke, Gud kalder os til de samme opgaver, men vi er alle kaldet til at have ham i centrum, og så må vi bruge vores kreativitet og bede om hjælp til at finde vej i det.«

En holdsport

En anden vigtig faktor, som Michael peger på, er, at discipelskab er en holdsport i Bibelen. »Nogle gange er vi for tilbøjelige til at tænke alt, der har med tro at gøre, som et individuelt projekt, der kun har med Gud og mig at gøre.

Læser vi evangelierne og Apostlenes Gerninger er det dog tydeligt, at Jesus' disciple ikke sendes ud alene. De udsendes to og to eller i mindre grupper. På den måde kunne de støtte, styrke og opmuntre hinanden, og de behøvede heller ikke selv at kunne det hele, fordi de havde forskellige evner og opgaver. Sådan skal vi også tænke omvores discipelskab.«



10. oktober 2019

Den nye IMU-afdeling i Vorgod-Barde har ikke bare flyttet på IMU'erne men fået...[mere]

7. oktober 2019

Inden længe skal IMU's ledelse og landsudvalg beslutte, hvor IMU skal rette...[mere]

3. oktober 2019

To nye konsulenter har for nylig taget fat på IMU-arbejdet i Jylland. [mere]

4. september 2019

I IMU vil vi gerne stå fast på den evangeliske Lutherske lære. Men hvad vil...[mere]

Annonce