Del:

Nye fritidsforkyndere i flokken

af Morten Lindhardt
22. september 2015

Fritidsforkynderstaben i IMU er blevet beriget med tre nye, unge mænd fra Brønderslev i Nordjylland til Kolding i Sydjylland. Læs her et interview med de tre nye fritidsforkyndere, David Ingemansen, David Nebel-Hansen og Kristian Nedergaard Poulsen.

Den første fisk, hest eller orne i stalden er David Ingemansen fra Aarhus.  David Ingemansen er 21 år og læser teologi på Menighedsfakultetet. Næste levende billede er David Nebel-Hansen fra Kolding. David Nebel-Hansen er 22 år og læser i 10. klasse på VUC. Sidste mand i rækken er nordjyden Kristian Nedergaard Poulsen fra Brønderslev. Kristian Nedergaard Poulsen er 20 år og læser til bygningsingeniør på Aalborg Universitet.

IMB: Den sikre vej til at blive fritidsforkynder

Har man sagt Børkop Højskole, har man tilsyneladende også sagt fritidsforkynder i IMU. Dette er i hvert fald tilfældet, når man taler om de tre nye fritidsforkyndere i IMU, som alle har været elever på Børkop Højskole, dog uden at have været på samme hold. Går du derfor ligesom de tre unge herrer og drømmer om at blive fritidsforkynder i IMU, fristes man derfor til at sige, at man bare skal tage på IMB, og så er stillingen i hus.

Ungdomskonsulent og generalsekretær

Apropos kommende stillinger holder de tre nye fritidsforkyndere sig heller ikke tilbage, når de skal vurdere deres fremtidige job- og karrieremuligheder. Generalsekretærposten i Indre Mission er således et stort hit, og Indre Mission kan i fremtiden vente sig mange ansøgninger - eller i hvert fald minimum tre. De tre fritidsforkyndere er i hvert fald alle sikre på, at de i fremtiden kan pryde sig med stillingen som generalsekretær i Indre Mission. Mindre kan dog også gøre det, og de to navnebrødre David Ingemansen og David Nebel-Hansen kan derfor også godt stille sig tilfredse med en stilling som ungdomskonsulent. Kristian Nedergaard Poulsen er modsat mere klar i mælet og mener ikke, at han behøver at være ungdomskonsulent for at blive generalsekretær. Om der kan spore sig ironi i svarene fra de tre nye fritidsforkyndere, har jeg valgt at sige ikke er op til mig at vurdere.

De pinligste bommerter

Når man stiller sig forrest i skudlinjen, må man fra tid til anden inkassere nogle pinlige oplevelser på vejen. Der er ikke altid lige god tid til at forberede sig eller tænke sine tanker til ende, når man skal tale for eller lede andre. Nogle bommerter er dog være andre, og Kristian Nedergaard Poulsen kom, i et desperat forsøg på at være sjov i en andagt, til at lave en noget uheldig sammenligning mellem Gud og nogle bowlingkugler. Jeg har i denne artikel valgt at lade mig selvcensurere, men man kan jo booke Kristian til en tale og evt. høre hele historien.

Glade talere

De tre unge mænd er alle parate og glæder sig alle til at komme ud og dele evangeliet og tale i de lokale foreninger. At være taler kan til tider være en hård opgave, da ikke alle emner er lige nemme at tale over. Du kan under imu.dk’s medarbejderside læse mere om de nye fritidsforkyndere og se, hvilke emner der er er deres personlige favoritter. Om du vil udfordre eller være en barmhjertig samaritaner i dit valg af emne, må derfra være op til dig. En ting står fast: De tre unge mænd vil meget gerne komme og tale i din lokale forening.



11. juni 2018

IMU lukker ikke ned, fordi der står ferie i kalenderen. Tværtimod inviterer vi...[mere]

8. juni 2018

Vejle IMU har siden efteråret forsøgt sig med et nyt tiltag, der har særligt...[mere]

6. juni 2018

Vi advarer ofte mod alkohol, porno og andre ting, der kan skabe afhængighed,...[mere]

8. maj 2018

Efter en årrække på standby er der nu igen IMU i Rønde. Gruppen er det eneste...[mere]

Annonce