Del:

Kampagne sætter fokus på vores digitale forbrug

af Lærke Thams Nord Hansen
12. januar 2018

Ny mediekampagne vil give mod til at bruge sociale medier med omtanke og i stedet fokusere på samværet med hinanden.

Mediemod opfordrer til at erstatte digitale medier med menneskeligt nærvær.

Januar måned betyder for mange en ny start og måske et håb om forandring. Nytårsforsættenes måned giver os mulighed for at stoppe op og gå i en ny retning. En ny kampagne fra KLF, Kirke og Medier, vil have danskerne til at stoppe op i en digital verden og bevæge os mod en verden af mere nærvær og bedre relationer.

Mod til at sige fra

Med kampagnen Mediemod opfordrer medieorganisationen KLF til et mere bevidst forbrug af digitale medier. Den folkekirkelige forening søsatte kampagnen 1. december 2017 og håber at de, gennem facebookgruppen Mediemod, foredrag og materialer, kan åbne øjnene for de negative konsekvenser ved et overforbrug af digitale medier, og for en ændret færdsel i den digitaliserede hverdag.

”Vi vil fremme mediemodet, dvs. modet til at sige fra over for dårlig medieindflydelse, mod til at tage en timeout fra mediestrømmen og modet til også at benytte medierne bevidst.” skriver projektleder Tine Sundgaard Hansen om formålet med kampagnen.

Børn og unge i farezonen

Hjerneforsker Albert Gjedde fortæller til Kristeligt Dagblad om sin stigende bekymring for unges medievaner. Han forklarer, hvordan børn og unges hjerner udvikles indtil de er omkring 20 år, og at denne udvikling i høj grad styres af samværet med andre mennesker.

”Vokser man op med todimensionelle væsener på en skærm, så får man ikke den udveksling af molekyler [i hjernen red.], som betyder noget for, hvordan vi er over for hinanden.” forklarer hjerneforskeren om de negative konsekvenser, han ser i et overforbrug af skærmen.

Svækker hukommelse og koncentration

Projekt Mediemod vokser også ud af forskning, som viser flere negative konsekvenser ved unges brug af den digitale verden. ”I dag viser banebrydende forskning, at digitale medier kan hæmme vores evne til at huske, agere socialt og være koncentrerede.” forklarer Tina Sundgaard Hansen om forskningen bag initiativet. Projektet trækker især på psykolog Manfred Spitzers hjerneforskning og andre danske fagfolk som for eksempel speciallægen Imran Rashid. Sidstnævnte skrev i 2017 bogen SLUK, hvor han netop opfordrer til at imødegå den digitale verden med omtanke.

Til kamp for nærværet

Hjernens udvikling, god som dårlig, er næppe, hvad de fleste mærker til i hverdagen. Men at medier, som facebook eller intagram, kan sluge rigtig meget af vores tid, kan de fleste nikke genkendende til. Bekymringen at tid bag skærmen vil erstatte nærværet i vores relationer, er en bekymring, som KLF deler med mange skoler og institutioner. Kampagnen er derfor ikke kun tænkt som et skub mod et personligt nytårsforsæt, men også henvendt til de familier og skoler, som finder det svært at fastholde nærværet med hinanden i hverdagen. ”Vi vil hjælpe familier og kristne skoler med at skabe en større fysisk tilstedeværelse og finde en god balance i brugen af digitale medier” skriver Tine Sundgaard Hansen i en pressemeddelelse om kampagnen.



11. juni 2018

IMU lukker ikke ned, fordi der står ferie i kalenderen. Tværtimod inviterer vi...[mere]

8. juni 2018

Vejle IMU har siden efteråret forsøgt sig med et nyt tiltag, der har særligt...[mere]

6. juni 2018

Vi advarer ofte mod alkohol, porno og andre ting, der kan skabe afhængighed,...[mere]

8. maj 2018

Efter en årrække på standby er der nu igen IMU i Rønde. Gruppen er det eneste...[mere]

Annonce