Del:

Af hjertet, for Herren - anmeldelse

af Morten Lindhardt
26. maj 2015

Den kristne, danske musikscene har fået tilføjet endnu et album. Et album, der byder på både nyere og ældre lovsange. Læs her en anmeldelse om albummet.

Endelig! Ja, endelig kom der et album, som er velproduceret og godt akkompagneret. Så kort og præcist kan det siges om det nye album Af hjertet, for Herren.

En mangelvare

Lad mig starte langt væk fra albummet Af hjertet, for Herren og langsomt bevæge mig hen imod min pointe.

Jeg elsker at høre kristen musik, men ofte må jeg henvises til udenlandske kunstnere for at få stillet min tilfredshed. De udenlandske album er ganske vist også gode, bevares, men problemet er blot, at teologien bag ofte er en anden og af en noget mere tvivlsom karakter. Mit problem i Danmark har omvendt været, at produktionskvaliteten i de danske album har været dårlige. Enten har lydkvaliteten eller vokalen ganske enkelt ikke været gode nok. Jeg har ofte været henvist til Skywalk eller Oase for at finde lovsangsalbum, hvor produktionen har været god, men igen er jeg tilbage ved det samme problem, som ved de udenlandske, nemlig teologien bag. Det kan jo også være sundt at udfordre sin teologi og lade sig inspirere og blive fornyet, men alt med måde. Problemet har ganske enkelt været, at der ikke har været særlig mange kristne lovsangsalbum med evangelisk luthersk baggrund. Der er ganske vist udgivet nogle stykker i det seneste årti, men lad mig være helt ærlig og sige, at det er ikke alle, som har været af lige god kvalitet. Enten har jeg irriteret mig over den dårlige indspilning eller den superirriterende vokal, som kan smadre selv den bedste lovsang.

Et godt album

Lad mig atter vende tilbage til min indledning, hvor jeg roste det nye album Af hjertet, for Herren. For med al min vrede kanaliseret ud i denne artikel, kan jeg vende tilbage til pointen og rose albummet. Da jeg hørte singlen, Navnet Jesus, fra det nye album, blev jeg med det samme klar over, at dette er et album, hvor indspilningskvaliteten er god og som samtidigt byder på vokaler, hvor man får lyst til at høre mere.

Danske numre

Af hjertet, for Herren indeholder udelukkende sange sunget på dansk. Det er faktisk rigtig dejligt, fordi man dermed undgår en til tider kikset dansk accent og samtidigt er man 100 % sikker på, hvad det er, man synger. Albummet byder både på numre, som har været indspillet før, og numre som endnu ikke har været forbi en dansk mixer. Teksterne spænder over et bredt felt med både nye og gamle lovsange. Albummet indeholder blandt andet Herre, at se dig, som er en af de nye og mere populære sange fra sangbogen Sange og Salmer. Sangen, som er skrevet over en gammel irsk folkemelodi, indeholder en dybde ligesom de gamle salmer, men er samtidigt indspillet med en frisk og folk-rock-country-lignende melodi.

Det dårlige

Men indeholder albummet Af hjertet, for Herren ikke også noget mindre godt? Man kan jo altid diskutere sangvalg og melodier. Det er et spørgsmål om smag, og det eneste, jeg således kan påpege, er, at jeg ikke forstår, hvorfor Fra hjerteslag til hjerteslag behøver at blive genindspillet blot 2-3 år efter, at Arvid Asmussen gjorde det. Og når jeg ikke kan kritisere albummet yderligere, vil jeg slutte af med at slå fast, at albummet er et rigtig godt album, som er godt produceret og helt klart fortjener at blive en del af din musiksamling.

Du kan læse mere om Af hjertet, for Herren på deres facebookside eller købe albummet på iTunes.



4. september 2019

I IMU vil vi gerne stå fast på den evangeliske Lutherske lære. Men hvad vil...[mere]

29. august 2019

Peter og Mathias skal være ungdomskonsulenter i IMU, og Marie er ny journalist...

23. august 2019

Tirsdag den 20. august startede en helt ny IMU op i Jelling.[mere]

1. juli 2019

IMU har fået ny sekretær, så når du fremover ringer til IMU, er det Louise...[mere]

Annonce