Del:

800 teenagere tog til forfest i Vejle

af Ole Noermark Larsen
19. november 2021

Event 2021 fik på alle tangenter og blev en hæsblæsende forsmag på den fest, der venter på den nye jord

Skulle evigheden blive et inferno af diskorytmer og glitrende konfetti, så vil det næppe genere deltagerne på Event 2021. Det var i hvert fald indtrykket, da over 800 ellevilde teenagere skrålede, hujede, hoppede og dansede sig gennem weekenden den 5.-7. november. For det utrænede øje kunne det ligne en traditionel gymnasiefest på Rosborg Gymnasium i Vejle, men man skulle ikke grave dybt i konfettien for at forsikre sig om, at IMU’s landsarrangement for efterskoleelever og andre teenagere handlede om mere end at skabe en fed fest på halgulvet. Mest af alt handlede det om at række de unge deltagere en invitation til festen på den nye jord.

Det skinnede klart igennem i både lovsang og indslag fra scenen.

»Vi har grund til at feste hver eneste dag, for jeg tror på en Gud, som elsker dig og ønsker dig. Hvis du ikke får andet med hjem fra Event, så husk de fem ord: Du er elsket og ønsket,« forkyndte evangelist Robert Svendsen fredag aften, mens et batteri af konfettirør sendte deres indhold ud over forsamlingen.

Større og vildere

Lørdag aften understregede IMU’s landsformand, sognepræst Thomas Nedergaard, at festen ikke er et soloprojekt.

»Vi er skabt til at feste, men ikke til en fest, der handler om, hvad jeg selv kan få ud af det, og hvem der har de fedeste danse-moves. Når Bibelen taler om fest, så er det fællesskabet, der fester. Ja, hele skaberværket fester, fordi Gud er god,« understregede han.

Under søndagens gudstjeneste blev budskabet for alvor banket fast, da frimenighedspræst Michael Nygaard prædikede over Jesus’ lignelse om det store gæstebud og rakte invitationen videre til de unge.

»Gud ønsker at holde en fest langt ud over det sædvanlige. En fest, som aldrig slutter, men som bliver større og større og vildere og vildere i al evighed. Det bliver en fest, hvor livet er evigt, hvor døden er død, hvor ydmyghed er almindeligt, hvor kærligheden er uendelig, hvor glæden er uslukkelig. Alle er inviteret til festen, så spørgsmålet er: Vil du med til fest? Hvis du vil, så starter festen ikke først på den nye jord – den kan starte i dag! I dag kan du tage imod invitationen og gå ind i en ny verden, hvor din fest begynder.«

Nyt for de fleste

Sidste år blev Event afviklet som miniarrangementer på en række efterskoler, da corona-restriktioner gjorde det umuligt at samle hundredvis af teenagere fra forskellige skoler. Derfor var langt de fleste deltagere og mange af de frivillige med på Event for allerførste gang.

»Vi har selvfølgelig været spændt på, hvad det ville betyde, at vi ikke havde et stort Event sidste år, og at vi derfor ikke havde andetårs-eleverne ude på efterskolerne til at fortælle de nye elever, hvor fedt Event er. Samtidig har der også været stor udskiftning blandt de frivillige, så det er nyt for mange af os,« siger Daniel Præstholm, som for første gang var med som nytiltrådt landsleder i IMU.

Det virkede dog ikke, som om de mange teenagere havde svært ved at finde sig til rette. Mellem møderne var der rift om de bløde sofaer, og mange tankede energi med to toasts for en tyver fra Børkop Højskoles hyggelige café. Fredag aften løb et band fra Frøstruphave Efterskole med den prestigefyldte sejr i årets Hymne Battle, og lørdag eftermiddag udnyttede de fleste muligheden for at deltage i en række eftermiddagstilbud om alt fra tro og tvivl til kristendom og naturvidenskab.

Smågrupper for alle typer

Flere gange i løbet af weekenden mødtes deltagerne desuden i smågrupper på tværs af efterskoler og andre grupperinger for på forskellige måder at arbejde videre med indholdet fra stormøderne. Hos de bibelglade foregik det med bibelstudier og samtaler, hos de musikglade skete det gennem sang og musik. Og hos de hjælpsomme blev der produceret små hilsener, som de lørdag eftermiddag delte ud i Vejle by.

Anne Line og Ida går begge på Frøstruphave Efterskole og havde begge valgt en smågruppe med overskriften de kreative. Her blev der arbejdet med gipsafstøbninger og malet på glas, hvilket var et kærkomment afbræk for de to veninder.

»Det bliver bare mindre akavet at snakke med nogle, man ikke kender, når man har noget i hænderne samtidig,« forklarede Ida.

Selv om det var venindernes første Event, havde de ingen problemer med at introducere årets Event for en besøgende.

»Det handler om, at vi engang skal have en fest hjemme hos Gud,« siger Ida, og Anne Line tilføjer:

»Men indtil da må vi også gerne have en fest her på jorden.«



23. november 2021

Aars IMU er et vigtigt holdepunkt for IMU’ere i et stort område[mere]

29. oktober 2021

Syv IMU’ere fra Aulum har drøftet deres holdninger til mavebluser, og hvordan...[mere]

23. oktober 2021

De sidste penge til renovering af kollegierne på Børkop Højskole skal samles...

21. oktober 2021

Med stort setup og forkyndere fra flere lande sætter IMU alt ind på at skabe en...

newcomic