Del:

Vi skal tilgive hinanden

Ole Noermark Larsen
22. august 2017

Hvis vi ikke vil tilgive vores næste, kan Gud heller ikke komme til at tilgive os. På det punkt er Biblen klar, siger Daniel Præstholm.

Hver gang to mennesker synder mod hinanden, er der en regning, der skal betales. Og her er tilgivelse en nødvendig handling, hvis forholdet mellem de to skal blive godt igen, forklarer Daniel Præstholm, der er teolog og ungdomskonsulent i IMU.

»Hvis jeg stjæler 100 kr. fra en ven, kan jeg betale pengene tilbage og sige undskyld, men hvis han ikke tilgiver mig og giver afkald på den vrede og forurettelse, han føler, så bliver vores forhold ikke godt igen.
Synd mellem mennesker har altid nogle konsekvenser, som ikke kan betales tilbage i forholdet én til én, og dem kan kun tilgivelse slå en streg over.«

Synd mod et menneske er også altid synd mod Gud. Derfor må vi også have hans tilgivelse, for i sidste ende er der kun frelse i hans tilgivelse af en synder.

»Dyr kan ikke tilgive, men det kan mennesker, fordi vi er skabt i Guds billede. Det er en egenskab, vi har direkte fra ham. Men vi kan ikke tilgive på samme måde som Gud, fordi vi ofte bærer nag. Det gør Gud ikke. Jesus har betalt hele regningen for vores synd, så når Gud tilgiver, er synden væk. Det eneste, vi skal gøre, er at tage imod hans tilgivelse,« fastslår Daniel.

Ingen vej udenom

Det lyder enkelt og ligetil. Men der er flere centrale vers i Det Nye Testamente, som komplicerer sagen. Der er tilsyneladende en sammenhæng mellem menneskers vilje til at tilgive hinanden og Guds vilje til at tilgive mennesker. Det fremgår f.eks. af bønnen »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Eller når Jesus umiddelbart efter fadervor siger: »For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser« (Matt 6,14-15).

»Det er hårde og alvorlige ord, som vi ikke kan komme udenom med en snedig fortolkning. Jesus gør det meget klart: Vi skal tilgive hinanden! Ellers kan det få store konsekvenser,« siger Daniel. Han erkender, at der er situationer, hvor det synes umuligt at tilgive.

F.eks. virker det urimeligt at kræve, at et barn skal tilgive den far, der begik incest mod det. Eller terroristen, som pløjede ind i en menneskemængde i en stjålet lastbil.

»Alle tanker og følelser stritter imod, at man skal kunne tilgive den slags. Derfor er der også stor forskel på ikke at kunne tilgive og ikke at ville tilgive,« forklarer han. »Hvis jeg ikke kan tilgive, må jeg bede Gud om at arbejde med mig, så jeg med tiden bliver i stand til det. Hvis jeg derimod ikke vil tilgive, er det en besked til Gud om, at jeg ikke vil være lydig mod ham på det punkt, og at han ikke skal blande sig i den del af mit liv. Det er en alvorlig besked, for derved takker jeg nej til hans tilbud om at tilgive mig og forvandle mig. Jeg gør mig hård over for min næste, og dermed gør jeg mig hård over for Gud,« siger han.

En naturlig konsekvens

»Men hvis min tilgivelse af andre på den måde er en forudsætning for, at jeg kan modtage Guds tilgivelse, så passer det jo ikke, at Guds tilgivelse er betingelsesløs, og at jeg ikke skal gøre mig fortjent til den.« Daniel bringer selv indvendingen på banen og svarer på den.

»Ligesom den gældbundne tjener i Matthæusevangeliet kapitel 18 har jeg fået eftergivet en kæmpegæld, som jeg aldrig selv ville kunne betale tilbage. Derfor må jeg som en naturlig konsekvens også være villig til at tilgive dem, der skylder mig noget. Det handler ikke om, at jeg skal gøre mig fortjent til Guds tilgivelse, men om at jeg ikke kan være ligeglad med det, han har gjort for mig.

Når vi tilgiver hinanden og får slået en streg over en gammel konflikt, så berører det os. Måske begynder vi ovenikøbet at græde, og vi lover os selv og hinanden, at vi vil undgå at komme i den situation igen. På samme måde kan vi heller ikke være upåvirkede af mødet med Guds kærlighed og tilgivelse. Den gør noget ved os, og den forandrer vores måde at leve og tænke på. Den gældbundne tjener i lignelsen fortsatte sit liv, som om intet var hændt. Han var fuldstændig ligeglad, og derfor står han som et eksempel til skræk og advarsel,« siger Daniel.