Del:

Smågruppeoplæg - Global mission

Simon Hauge Lindbjerg
4. december 2015

Kan vi ikke være ligeglade med kristne i andre lande? Vi er som kristne en del af en global kirke, og derfor har IMU fået lavet to oplæg til smågruppen, der sætter global mission på dagsordenen.

"En tro, der ikke rækker ud, rækker ikke langt". Dette statement er en del af drivkraften i et ønske fra IMU's side om at sætte fokus på global mission. Selvom vi i første omgang ønsker at lede til Jesus og leve i ham blandt unge i Danmark, vil vi også meget gerne sætte fokus på det globale aspekt i det at være en del af Guds kirke. 

Vi bliver fattige som kristne, hvis vi glemmer alle de mange mennesker rundt omkring på jorden, som er del af samme kirke og legeme som os. Det er netop denne dimension, som de to oplæg på forskellige måder sætter fokus på.

Det første oplæg handler om det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor global mission? Er vi ikke i bund og grund kaldet til at være noget for dem, der er tættest på os? oplægget dykker ned i Bibelen og undersøger, hvordan vi på den baggrund kan forholde os til global mission og finde vores rolle i det store billede.

Det andet oplæg lægger en mere personlig vinkel på emnet og ser på, hvorfor det kan være så vigtigt for jer som fællesskab og dig som kristen at forholde dig til global mission. Under titlen: At rejse er... bliver i udfordret til at få blik for den mangfoldighed og opmuntring, der ligger og venter på os, når vi sætter fokus på global mission.