Del:

Drop rådden snak

Ole Noermark Larsen
11. oktober 2017

Ingen går fortabt, fordi de kommer til at bande, men der er al mulig grund til at lade være, mener Tonny Dall Sørensen.

Det er langt lettere at tælle bandeord end at måle en persons tro på Jesus. Og det er også lettere at forklare et barn, at det ikke må sige »fuck« og »fanden« end at forklare, hvorfor det ikke må tænke ondt om andre. Derfor kommer kristne ofte til at måle hinandens og andres tro ud fra antallet af bandeord. Og den bruges også den modsatte vej. Ofte er sproget med til at identificere kristne på uddannelsessteder og arbejdspladser. Ikke så meget på grund af det, de siger, men på grund af det, de ikke siger.

Det mærker Tonny Dall Sørensen, som for en måned siden skiftede stillingen som landsleder i IMU ud med et job som tømrer i Haderslev. »I den skurvogn, hvor jeg spiser min madpakke, ved kollegerne godt, at jeg er kristen, og det ville blive bemærket, hvis jeg pludselig begyndte at bande. Jeg tror, de ville opfatte mig som utroværdig, fordi mit sprog pludselig ikke stemte overens med det, jeg ellers havde givet udtryk for og fortalt om mig selv,« siger han.

I proces

En væsentlig grund til at styre sit sprog er altså det signal, det sender til andre, mener Tonny. Men som et sikkert redskab til at måle sin og andres tro duer bandeordene ikke.

»For at tage yderpositionerne, så kan man bande som en havnearbejder og stadig have Jesus i sit hjerte. Og man kan tale som en søndagsskoledreng og samtidig føle sig så selvretfærdig, at man slet ikke har brug for Jesus. Nogle af os er opdraget til, at det er forkert at bande, men har alligevel lukket en masse mindre pæne udtryk ind i vores sprog. Andre har lært at bande fra barnsben og har utrolig svært ved at lægge vanen fra sig senere i livet. Men uanset hvem vi er, og hvor længe vi har været kristne, må vi arbejde med, hvordan vi lever og taler. Vi er alle i en proces, hvor Gud langsomt helliggør os. Det omfatter også vores sprog, og derfor må vi give hinanden lov til at være i den proces, uden at vi skal gå og måle hinanden på, hvor langt vi er nået. For det kan vi ikke,« understreger han.

Tid og kultur

Som meget andet har bandeordene ændret sig med tiden. Mennesker har sagt »for fanden« og »for satan« i 500 år, mens andre udtryk er kommet og gået. Nogle af dem, som tidligere blev regnet som bandeord, anses ikke for at være bandeord i dag. Ikke mange er klar over, at udtryk som »du godeste« eller »såmænd« engang var bandeord. Senest er udtrykket »sgu« officielt blevet fjernet fra listen over bandeord i det danske sprog, selv om mange nok stadig vil opfatte »sgu« som et bandeord.

»Jeg tænker også, at mange bandeord er kulturbestemte. Nogle udtryk opfattes som okay i nogle miljøer, men ikke i andre. Er man for eksempel kristen hiphopper eller standupper, taler man anderledes end i andre miljøer. Også på det område må vi give hinanden en vis frihed til at være troværdige hiphoppere eller standuppere, samtidig med at vi hjælper hinanden til at være troværdige kristne. Det er en balancegang, hvor vi må støtte hinanden i stedet for at fordømme,« siger Tonny.

Ingen magi

På den ene side ser han helst, at kristne afholder sig fra at bande. På den anden side mener han, at meget kristen børneopdragelse om emnet har haft mere karakter af skræmmekampagner end af bibelsk vejledning.

»Nogle er vokset op med en fornemmelse af, at det er en dødssynd at bande, mens de tilsyneladende tager ganske let på andre synder. Andre har lært, at man påkalder Satan, hvis man for eksempel siger 'for satan'. Det har jeg svært ved at finde bibelsk belæg for. Jeg tror ikke, vi lever i en Harry Potter-virkelighed, hvor bestemte ord kan fremkalde en magisk reaktion, uden at man tænker over det. Jeg tror ikke, nogen går fortabt, fordi de kommer til at bande, men der er al mulig grund til at lade være,« siger han.

I Bibelen er der adskillige opfordringer til at tænke over, hvad man siger. For eksempel står der, at »… tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede. … Mine brødre, sådan bør det ikke være« (Jak 3,8-10).

Modkultur

Så når Paulus skriver i Efeserbrevet, at »intet råddent ord må udgå af jeres mund« (Ef 4,29), så skal det forstås i bredest mulige forstand, mener Tonny. »Der er en tendens til, at sproget bliver mere og mere råt. Bandeord og kraftudtryk virker kun, når de er grænseoverskridende, og den grænse flytter sig hele tiden. Så i stedet for at diskutere, om en kristen kan sige 'fuck' eller 'hold kæft', så synes jeg, vi skal gå all in på at være modkultur.

Man er ikke nødvendigvis en 'god kristen', fordi man ikke bander, men man må meget gerne kunne høre på vores sprog, at vi er kristne.«