Del:

Billedkort som samtalestarter

Simon Hauge Lindbjerg
29. februar 2016

Små samtalekort med billeder af Helle Noer. En anderledes og mere visuel måde at bringe Bibelens budskab i spil.

Som en del af bibelBOOSt har vi udviklet nogle samtalekort, der på forskellige måder bringer Bibelen i spil i fællesskabet. Billedkortene er et forsøg på at lave et alternativ til de mere klassiske spørgsmålskort. Her er målet, at have en mere visuel og derfor også en mere subjektiv tilgang til Bibelen og de bibelske fortællinger. 

Vi har fået lov til at trykke 15 kort med billeder, der alle er lavet af Helle Noer. Disse kort kan bruges på flere forskellige måder, så føl jer fri til at prøve lidt forskelligt.

Idéer til "spilleregler"

Helt konkret kan kortene bruges på forskellige måder. Vi har beskrevet nogle af dem herunder. Det er vigtigt at give plads til forskelligheden, når man arbejder på denne måde. Billederne kan sætte meget forskellige tanker i gang hos den enkelte. Giv plads til denne forskellighed og glæd jer over, at det alt sammen kan være med til at bringe Bibelen i spil.

Hvis man lægger kortene med billedsiden op kan man gøre følgende: 

  • Læs en bibeltekst. Udvælg hver især et kort, I synes beskriver teksten.
  • Vælg et kort, der viser noget, du venter på.
  • Vælg et kort, der på en særlig måde siger noget til dig, og del det med de andre.

Hvis man lægger kortene med billedsiden nedad, kan man gøre følgende:

  • Træk et kort. Hvilken bibelsk person kommer du til at tænke på? Hvordan kan denne person være et forbillede for dig?
  • Træk et kort. Hvilken fortælling fra Bibelen kommer du til at tænke på?

I kan bestille kortene ganske gratis lige her.