Del:

Samtalekort med bibelcitater

Simon Hauge Lindbjerg
29. februar 2016

Små samtalekort med korte bibelcitater og tilhørende spørgsmål. Simpel måde at bringe Bibelens budskab i spil.

Som en del af bibelBOOSt har vi udviklet nogle samtalekort, der på forskellige måder bringer Bibelen i spil i fællesskabet. Kortene med bibelcitater minder lidt om klassiske bibelstudieoplæg i miniformat. Der er et kort bibelcitat med nogle tilhørende spørgsmål, som kan danne udgangspunkt for samtalen. Spørgsmålene er forsøgt formuleret så åbent og ligetil, at det skulle være muligt for alle i gruppen at komme med en umiddelbar respons, der kan give nogle gode nuancer og perspektiver i samtalen.

Vi har udvalgt 10 centrale bibelvers. Der var selvsagt mange andre muligheder, men vi mener alligevel, at kortene kommer omkring nogle centrale og udfordrende passager i Bibelen. Det er ikke mening, at det skal gøres mere kompliceret end som så. Brug tid på at tale om verset men pas på, at det ikke udvikler sig til en teologisk diskussion, hvor det handler om at komme med så mange referencer som muligt til resten af Bibelen. 

Helt konkret kan kortene bruges på forskellige måder. Vi foreslår, at man lægger de 10 kort ud på bordet med bagsiden opad, og så skiftes man til at trække et kort og læse spørgsmålene op. Sørg for, at alle i grupper får mulighed for at svare på de forskellige spørgsmål.

I kan bestille kortene ganske gratis lige her.