Del:

IMU og tværkirkelighed

Ole Noermark Larsen
31. august 2014

IMU's formand besvarer ni kritiske spørgsmål om IMU's nej til tværkirkeligt samarbejde

Artiklen er fra Geist i august 2014 men stadig lige aktuel. Billedet linker til bladet.

Hvorfor siger IMU nej til tværkirkeligt samarbejde?

Vi ønsker ikke at sige nej til nogen, men vi ønsker at sige et klart ja til luthersk kristendom. Det ja gør det vanskeligt at samarbejde om forkyndelse, undervisning og evangelisation med kristne, som har et andet udgangspunkt end det lutherske. Selv om vi er fælles om at tro på Bibelen som Guds ord, der gælder for os i dag. Jeg ved godt, det lyder eksklusivt at sige nej. Især fordi nogle kristne kirker gerne vil samarbejde med os. Det handler dog ikke om, at vi opfatter os selv som bedre kristne end andre, men vi har noget guld fra Luther, som vi under in gen omstændigheder vil give køb på. Det håber jeg, at andre kristne vil forstå. De har jo også noget, som de ikke vil give køb på.

Men kristendommen handler vel om Jesus og ikke om Luther. Hvorfor er det så vigtigt at være luthersk?

Ved at læse Bibelen genopdagede Luther, at det er Gud, der handler suverænt – det er fedt! Luthersk teologi lærer os ud fra Bibelen, at vi fødes med ryggen til Gud og er helt afhængige af, at han vender os om og gør os i stand til at tro. Derfor er barnedåben så vigtig for mig som luthersk kristen, for dér vendte Gud mig om og gjorde mig til sit barn. Jeg kan ikke sige ja til Gud, men kun tak eller nej tak. I en del andre kristne kirker vil man også sige, at det er Gud, der handler. Men man vil tilføje, at det er mig, der skal træffe beslutningen om at tro på Gud og lade mig døbe for at bekræfte min tro på ham. Jeg er glad for, at jeg ikke skal hænge min hat på min skrøbelige tro, men på, at Gud holder fast i mig.

Kan vi ikke bare lade være med at forkynde om det, vi er uenige om?

Det er desværre ikke så enkelt, som det lyder. Vi kan ikke bare sige, at nu snakker vi ikke om dåb, for synet på dåben hænger nøje sammen med forståelsen af, hvad synd er, hvad frelse er, hvad tro er, hvad nadver er osv. Kan vi ikke forkynde om f.eks. dåben, er der en hel masse andet, vi heller ikke kan tale om. Vi får en meget amputeret forkyndelse, hvis vi kun kan tale om det, vi er enige om.

Er der slet ikke noget, vi kan samarbejde om?

Jo! Det mest oplagte er bønnen. Det er rigtig godt at mødes med andre kristne for at bede for og med hinanden. Det holder os fast i, at kristne i andre kirker er vores brødre og søstre, som kan bede for os og har brug for vores forbøn. I princippet kan vi også arrangere et lovsangstræf sammen. Men vi lovsynger oftest på baggrund af forkyndelse, så der vil næsten altid være en prædiken, andagt, vidnesbyrd eller lignende i forbindelse med arrangementet, og det gør det svært for os at være med. Nogle IMU-afdelinger vil måske kunne invitere én fra en anden kirke til at være en del af en paneldebat omkring et bestemt tema sammen med en lokal præst, man har tillid til, eller en ungdomskonsulent. Endelig samarbejder vi og inspirer hinanden på ledelsesplan, fordi ledere kender deres eget ståsted, og der er respekt omkring vores forskelligheder.

Har vi ikke mere til fælles med mange frikirker, end vi har med folkekirken efterhånden?

Der er bestemt også præster i folkekirken, som vi fraråder at samarbejde med af præcis de samme årsager, som vi fraråder samarbejde med andre trossamfund. I tilfældet med folkekirken er det dog den enkelte præst, vi vil vurdere, og ikke hele kirkesamfundet. 

Gudstjenesten i folkekirken er så kedelig. Er det okay at besøge en anden kirke en gang imellem?

Jeg kan godt forstå, at nogen synes, den traditionelle gudstjeneste er kedelig og derfor har lyst til at prøve noget andet. Men jeg vil ikke give køb på den gode teologi for en oplevelse! Så vil jeg hellere se på, hvad vi kan lære af andre kirker og på den måde gøre vores egne møder og gudstjenester bedre. Mange frikirker har en synlig glæde og kropslig frigjorthed til at bede og tilbede, som vi hver især finder naturligt. Det kan vi sagtens tage ved lære af. Vi kan også tage ved lære af deres tydelige forventning og overbevisning om, at Gud griber ind, og af deres nød for andre, både hvad angår diakoni og mission. Alt dette handler ikke om teologi, men om former og følelser. Og her må vi meget gerne lade os inspirere.

Hvad mener du om, at IMU'ere dropper IMU til fordel for f.eks. en pinsekirke?

Det kan undre mig, at man kan gøre det, da der er store teologiske forskelle på os. Men det vigtigste må være at mennesker ikke har forladt troen på Jesus. Alligevel bør det altid give anledning til selvransagelse, når nogen forlader fællesskabet. Skifter en IMU'er til pinsekirken, fordi fællesskabet dér er langt bedre, eller fordi IMU bare er kedeligt, så må vi selvfølgelig se på, hvor vi har svigtet, og arbejde på, at vores fællesskab kan blive mindst lige så godt som i pinsekirken. Men grundlæggende skal vi glæde os over, at mennesker, som vi ikke formåede at tage tilstrækkeligt hånd om, har fundet sig til rette i et andet kristent fællesskab. Ligesom vi generelt må glæde os over andre kirkers fremgang. Jeg tror, vi kan række evangeliet til mennesker, som andre kirker aldrig ville kunne nå. Og omvendt. Derfor skal vi heller ikke være ens.

Hvem skal vurdere, om vores lokale IMU kan samarbejde med en ikke-luthersk frikirke?

IMU er en græsrodsbevægelse, og derfor ligger ansvaret lokalt hos den lokale IM-bestyrelse. Sammen med dem må man vurdere, hvad der kan lade sig gøre, og hvad dervil være sundt. Vi vil som ledelse gerne vejlede, og derfor synes jeg, det vil være en god idé også at vende sagen med en ungdomskonsulent eller vores landsleder Tonny, inden man bare går i gang. 

IMU siger altså nej til tværkirkeligt samarbejde på en række punkter. Det gælder for IMU-afdelinger, men hvad med den enkelte IMU'er?

Den enkelte er først og fremmest forpligtet over for sig selv, i forhold til at finde sit eget ståsted og at være forankret i Bibelen og i Kristus. Samtidig er man dog også altid forpligtet i forhold til det fællesskab, man er en del af, og som man i øvrigt frit har valgt. Ethvert fællesskab har ansvar for at passe på både de stærke og de svage i fællesskabet. Også de IMU'ere, som ville have det svært i mødet med andre tilgange til kristentroen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Artiklen er hentet fra Geist i august 2014. IMUs formand var på daværende tidspunkt Andreas Bøge, som i dag er ungdomskonsulent i IMU.